Fremtidens mobilmast svæver 1000 km over jorden
Nordjyske virksomheder skal forske i revolutionerende satellitteknologi.
De aalborgensiske virksomheder GomSpace og 2operate skal sammen med Aarhus Universitet forske i revolutionerende satellitdækning.
For den udenforstående kan det lyde helt vildt nørdet. Men nanosatellitter og megakonstellationer er begreber, som de ansatte ved virksomhederne GomSpace og 2operate i Aalborg fremover skal beskæftige sig rigtig meget med.
- Vi skal udvikle protokoller til styring af store konstellationer af satellitter, siger Niels Buus, administrerende direktør hos GomSpace i Aalborg.
Et projekt, der på hverdagsdansk betyder, at de to virksomheder skal til at forske i, hvordan man styrer og administrerer tusindvis af satellitter i verdensrummet. Satellitter, der vel at mærke er forbundet og tilsammen sikrer eksempelvis mobildækning – uanset, hvor på kloden, man måtte befinde sig.
Det har i årevis kunnet lade sig gøre at kommunikere via traditionel satellitkommunikation, hvor geostationære satellitter 36.000 km over Ækvator sender og modtager masser af forskellige signaler. Men nu er en ny teknologi altså på vej – med tusindvis af små satellitter, som i fremtiden skal svæve 1000 km over jorden.
- Det svarer lidt til mobilnettet. Der er vi vant til, at masterne står stille. I satellitnettet svæver de rundt ude i rummet. Men ellers er principperne langt henad vejen de samme, forklarer Christian Ingerslev Sørensen, direktør for softwarevirksomheden 2operate.
Nanosatellitterne findes allerede og er det primære produkt hos GomSpace. Men teknologien til at administrere og styre klynger med hundredvis af små satellitter i verdensrummet – de såkaldte megakonstellationer, findes ganske enkelt ikke endnu. Den forskning, som GomSpace, 2operate og Aarhus Universitet nu skal i gang med, er det første skridt i den retning.
- Vi skal simpelthen definere standarderne for, hvordan man bygger softwaren til at drive et satellitnet, forklarer Christian Ingerslev Sørensen.
Projektet, der har et samlet budget på 11 millioner kroner, skal løbe over de næste to år. Dog synes de forskellige parter i projektet allerede nu at være enige om en ting: At der kommer til at gå væsentligt længere end to år, inden drømmen om mobildækning fra rummet bliver til virkelighed.
Projektet er støttet af Innovationsfonden med 7,5 millioner kroner.