Frost rammer Musikkens Hus
Foto: Musikkens Hus
Koncertsalen omdannes til en magisk filmverden, når blandt andet gigantsuccesen Frost vises på en helt ny måde.
Alle landsdelens små prinsesser kan godt begynde at glæde sig.
Til sommer viser Musikkens Hus den originale Frost på et stort biograflærred, mens ”Lad det ske”, ”Skal vi ikke bygge en snemand” og alle de andre populære filmhits fremføres live af Odense Symfoniorkester med kor og solosangere.
- Frost er mere end en film - det er et verdensomspændende fænomen. Aldrig før har danske fans haft mulighed for at opleve den hjertegribende fortælling om Elsa og Anna sådan her: Disneys magiske univers udfoldet i Danmarks smukkeste koncertsal med et komplet symfoniorkester på scenen, siger Lasse Rich Henningsen, adm. direktør i Musikkens Hus.
Og Frost er ikke den eneste filmnyhed, Musikkens Hus har på programmet til sommer.
Efter at have vist de første to dele af Pirates of the Caribbean for fulde huse, toner Jack Sparrow, Will Turner, og Elizabeth Swann atter frem på biograflærredet i Koncertsalen i Pirates of the Caribbean, At World’s End. Denne gang er det Aalborg Symfoniorkester, der fremfører Hans Zimmers dramatiske filmmusik live.
- Det bliver en helstøbt oplevelse, når besætningen på Den Sorte Perle kaster sig ud i et nyt hæsblæsende eventyr med Aalborg Symfoniorkester i ryggen. Vi glæder os til igen at føre filmuniverset sammen med alt dét, som live klassisk musik kan. Det er to kunstneriske genrer, der sammen rammer alle sanser og løfter fortællingen til helt nye højder, siger Lasse Rich Henningsen.
Pirates of the Caribbean er en af nyere filmhistories største hits. Serien startede som en filmtrilogi, produceret af Walt Disney, med Johnny Depp i hovedrollen som Jack Sparrow, flankeret af Orlando Bloom i rollen som Will Turner og Keira Knightley som Elizabeth Swann.
Musikken til At World’s End er komponeret af den tyske komponist og Oscarvinder Hans Zimmer, som også har komponeret musikken til eksempelvis Blockbuster-filmen Gladiator og afslutningsceremonien til OL i Beijing i 2008.
Frost er Disneys mest indbringende film nogensinde med en indtjening på over 1. milliard dollars. Filmen er elsket af både anmeldere og publikum og har vundet to Oscars, én BAFTA og én Golden Globe.
Filmkoncerterne er blevet til i et samarbejde mellem Musikkens Hus, Christopher Entertainment og henholdsvis Odense Symfoniorkester og Aalborg Symfoniorkester.
Frost vises i Koncertsalen 5. juni, og Pirates of the Caribbean 9. og 10 juni 2016. Sidstnævnte har en aldersgrænse på 11 år.