Fuld mand generede kvindelig betjent
Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST
31-årig mand fra Viborg kunne ikke finde ud af at opføre sig ordentligt i Aalborgs natteliv.
En 31-årig mand fra Viborg førte sig ved midnatstid frem på den kedelige måde på en cafe i Aalborgs midtby.
Ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Jørgensen var manden godt beruset og opførte sig truende på cafeen.
- Han var både aggressiv og højtråbende, da vores patrulje ankom til cafeen, og han var meget opfarende, inden vi fik ham anholdt, siger Per Jørgensen.
Manden blev sat ind i patruljevognen med retning mod politigården, men den 31-årige var tilsyneladende ikke helt tilfreds med den behandling, og det gik ud over den ene kvindelige betjent i politibilen.
- Den kvindelige betjent blev tiltalt fornærmende af den 31-årige, siger Per Jørgensen.
Og det udløste en sigtelse for fornærmende tiltale mod politi-tjenestemand. Manden blev lørdag morgen løsladt men kan se frem til et retsligt efterspil.