Fuldstændig udsolgt: Små teatre oplever endelig fremgang
Små teatre øjner endelig fremgang, men gæsternes adfærd har ændret sig.
Onsdag i uge 25 spiller Teater Nordkraft i Aalborg stykket 'Parents Playlist' for sidste gang. De sidste fem forestillinger er udsolgt, og der er oprettet ventelister.
- Jeg synes vi har lavet en rigtig god forestilling, som folk er vilde med, smiler Teaterleder Minna Johannesson, da TV2 Nord møder hende i foyeren til Teater Nordkraft.
I Hobro oplever Teater Himmerland samme succes. Det lille teater har netop spillet stykket 'Mørkets Spejl' for fulde huse.
- Publikum ringede de sidste 14 dage og sagde; "det kan ikke passe, at jeg ikke kan bestille en billet", hvortil jeg svarede; "Jo det kan det godt, for der er udsolgt", forklarer teaterleder for Himmerlands Teater Susanne Sangill.
Endelig fremgang
De to små nordjyske teatre oplever endelig fremgang efter en hård coronatid, hvor gæsterne har været svære at lokke tilbage til skuespil og scenekunst.
- Folk har helt sikkert fået sig nogle nye vaner, hvor man er mere hjemme, påpeger Minna Johannesson fra Teater Nordkraft, og hun bliver bakket op af sin kollega i Himmerland.
- Det er som om, at folk prioriterer lidt mere, hvad de vil, og vi har så bare været så heldige, i hvert fald med den seneste forestilling, at ramme et bredere publikum, end vi plejer, siger Suasanne Sangill.
Se hele inslaget herunder:
Gæsternes adfærd er ændret
Teater Nordkraft kan se, hvordan gæsternes adfærd har ændret sig markant. Forsalget til de enkelte opsætninger er stadig langt under niveauet før corona. Til gengæld sætter en god anmeldelse og positiv omtale fra gæsterne på de sociale medier fut i billetsalget på en hidtil uset måde. Vel og mærke efter premieren.
- Så skal man lige høre fra sin nabo eller kollegaer, at det var skide godt. Jeg har faktisk aldrig fået så meget respons på Facebook, hvor vores publikum går ind pg skriver, og det er fantastisk, forklarer Minna Johannesson.
Både Teater Nordkraft og Himmerlands Teater starter efterårssæsonen på teatret i midten af august. Forsalget er ikke prangende, så de kan ikke gøre andet end at vente på anmelderne og de første gæsters reaktioner online.
- Jeg synes, at det er en opadgående kurve, og vi krydser selvfølgelig alt, for at det er kommet for at blive, siger Susanne Sangill, inden Minna Johannesson slutter.
- Jeg er optimist, så jeg håber altid. Vores to sidste forestillinger har været rigtig gode, og har været udsolgt, men jeg skal i hvert fald se det med en forestilling mere, før jeg tør at tro på, at det er på vej opad, pointerer teaterlederen.
Også Aalborg Teater melder om forsigtig optimisme, selv om de ikke har kigget nærmere på tallene fra deres seneste stykke Nordkraft endnu.