Fyrede Great Dane Airlines medarbejdere åbner egen forretning

Da Karina Suhr Holm og Jeanette Kaae Storm lige pludselig blev arbejdsløse, var de nødt til at finde på noget nyt at lave.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, er der nogen, der siger. I dette tilfælde var det en fyring fra det konkursramte flyselskab, Great Dane Airlines, der skulle til, for at to nordjyske kvinder måske for alvor kan få luft under vingerne. 

Nu åbner Karina Suhr Holm og Jeanette Kaae Storm en smykkecafé i Aalborg, der skal hedde 'Du er Smyk'.

Inspireret af deres døtre

Ideen kom til dem en lørdag, hvor de havde en hyggelig stund i selskab med deres i alt fem teenagepiger.

- Selvom vi er nogle ældre damer, inspirerer vores piger os rigtig meget, og de sidder en gang i mellem og laver smykker. Det gjorde vi også den lørdag, og vi fik også et glas hvidvin, og den kombinationen, synes vi egentlig, var ret hyggelig, siger Karina Suhr Holm.

Væk med mobilen

Ifølge de snart selvstændige kvinder, er der en klar fordel ved, at man sidder og laver noget med hænderne, imens man er på café. 

quote - Vi kan godt lide, at man laver noget andet, når man er sammen, end bare at kigge ned i sin mobiltelefon

Karina Suhr Holm

 

Når de går rundt og arbejder for at blive klar til åbningen, er det ikke uden sommerfugle i maven.

- Vi har kastet os ud i noget, vi ikke aner hvor lander, og det er en både fantastisk men også meget nervepirrende følelse, siger hun.

I weekenden kommer kvindernes familier og venner og hjælper med at gøre lokalet klar til åbningen.
I weekenden kommer kvindernes familier og venner og hjælper med at gøre lokalet klar til åbningen.

Modtager ansøgninger

Allerede inden åbningen har de modtaget uopfordrede jobansøgninger, og det tolker de som et positivt tegn.

- Vi har allerede fået 16-17 ansøgninger fra folk, der godt kunne tænke sig at arbejde her, og det kniber man altså sig selv i armen over, for vi er jo bare os, siger Karina Suhr Holm. 

Alligevel er de noget nervøse og spændte på, hvad fremtiden bringer.  

- Sådan en nat som i nat har jeg sovet i tre-fire timer, for så vågner jeg og tænker, 'jamen er der også andre, der synes, det her er fedt', siger hun. 

Den nye smykkecafé, der åbner i Aalborg i slutningen af januar, har plads til 60 gæster. 



Seneste nyt

fra Nordjylland