Gaderøveri: 16-årige blev truet med saks

Tirsdag aften blev to 16-årige drenge truet til at udlevere tøj og ure.

Omkring klokken 20.30 tirsdag aften blev to 16-årige drenge fra Aalborg udsat for gaderøveri på Fridtjof Nansens Vej tæt på Grønlands Torv i Aalborg.

En 17-årig dreng, også fra lokalområdet, lokkede drengene ned i en gyde, hvorefter han truede dem med halvdelen af en saks til at udlevere tøj, ure og mobiltelefoner.

Kort efter blev en patrulje sendt til gerningsstedet, og efter søgning i området anholdte politiet den 17-årige, fortæller Poul Fastergaard, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Den 17-årige skal afhøres onsdag morgen, og senere på dagen skal han fremstilles i grundlovsforhør.

I følge Nordjyllands Politi var den 17-årige dog ikke alene om gaderøveriet. Yderligere én gerningsmand er stadig på fri fod. Her er der også tale om en ung mand, men politiet har på nuværende tidspunkt ikke noget yderligere signalement. 


Seneste nyt

fra Nordjylland