Gæsterne bliver væk: Tvinger Aalborg Streetfood i vinterhi

Gæsterne er ikke kommet i lige så stort antal, som man havde håbet, og derfor er Aalborg Streetfood tvunget til at lukke ned om vinteren.

I juni slog Aalborg Streetfood på Skudehavnen dørene op, og det lignede umiddelbart en succes med masser af gæster. Men travlheden er klinget af, og det gør det svært for køkkenejerne at få det til at løbe rundt.

Det har betydet, at ambitionen om at holde åbent året rundt ikke længere er realistisk. I oktober gik man fra at have åbent hver dag til kun at holde åbent torsdag til søndag, og fra 17. december går Aalborg Streetfood så i vinterhi fremt il påske.

- Vi har besluttet, at vi holder sæsonåbent i seks måneder om året, og så holder vi helt lukket i de sidste fem måneder, siger dirktør for Aalborg Streetfood, Morten Pedersen.

Ifølge Aalborg Streetfood så skal der 1200 gæster ind hver dag for at det er en god forretning, og de besøgstal kan man altså ikke præstere i vintersæsonen.

- Det lå lidt i kortene, da vi startede, om vinteren kunne trække det. Det kan det ikke rigtig. Omsætningen er ikke rigtigt med os lige nu, siger David Bruun, som er indehaver af boden Stegen og Dellen i Aalborg Streetfood.

Selv om køkkenejerne altså indtil videre må opgive drømmen om et streetfood marked, der har åbent hver dag året rundt, er det med en god portion optimisme, at de lukker ned for vinteren og håber på masser af gæster, når foråret kalder.

- Lige så snart foråret kommer og solen er til det, så sidder man udenfor. Og det er jo bare hyggeligt at sidde hernede ved vandet, og så kan man få noget god mad, sider David Bruun

Det er altså 17. december, der er sidste chance for at besøge Aalborg Streetfood inden vinterpausen. I påsken, som næste år falder i slutningen af marts, er der igen gang i madboderne i skudehavnen.


Seneste nyt

fra Nordjylland