To gange spirituskørsel på en dag

Søndag blev en 60-årig mand fra Klarup anholdt to gange inden for fire timer. Begge gange sigtet for spirituskørsel i sin bil.

Det er ikke hverdagskost, at folk bliver anholdt to gange på samme dag. Men søndag måtte en mand puste i alkometeret to gange efter alkoholpåvirket kørsel. 

Første gang var det en årvågen borger, der kontaktede politiet, idet pågældende havde talt med den 60-årige mand, inden han i sin bil kørte fra Niels Bohrs Vej i Ålborg. Anmelderen havde talt med den 60 årige og mente, manden var spirituspåvirket.

Anmelderen forsøgte at hindre manden i køre, men det lykkedes ikke. Anmelder ringede derfor til politiet, som fik kontakt med den 60-årige, netop som han var kommet hjem. Anmelders mistanke blev bekræftet af politiet, der foretog anholdelse kl. 1813. Efter blodprøveudtagning på Aalborg Politigård blev han løsladt kl. 19.00.

Kl. 21.57 var den gal igen. Autohjælp var rekvireret til at trække den 60-åriges bil fri, da han og bilen var kørt ud på en mark ved Nymøllevej ud for Nibe. Da man mente, at pågældende var beruset blev der igen ringet efter politiet. Politipatruljen konstaterede, at manden var beruset. Derfor blev han igen anholdt og sigtet for spirituskørsel. Efter blodprøveudtagning blev han løsladt.

Nordjyllands politi takker for disse borgerhenvendelser som førte til anholdelse og sigtelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland