Genopstået trio klar til EM: - Jeg kunne være mor til 90 procent af konkurrenterne
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Jannicke Christensen, Lisa Kristensen og Helene Træholt fra Gug Gymnastikforening har allerede vundet DM.
Tre mødre gør comeback efter 11 år og melder klar til EM i Rope Skipping, som er sjipning som gymnastikdisciplin.
- Vi er vildt spændte. Og nervøse.
Sådan lyder det, da TV2 Nord tirsdag aften snakker med to af kvinderne i sjippetrioen, Helene Træholt og Lisa Kristensen, over en telefonforbindelse til Ungarn.
Kvinderne gør efter fire børn og over ti års pause comeback i topidrætten.
I morgen sker det så - kvinderne skal i aktion ved EM, som foregår tæt på den ungarske hovedstad, Budapest.
- Vi kan godt mærke, at vi skal repræsentere vores land. Og det tager vi også meget alvorligt. Så der begynder at komme nogle nerver på.
En fordel at være mor og sjipper samtidig
Meget har ændret sig på de 11 år, kvinderne har holdt pause fra konkurrencerne.
Nu er tre mænd og samtlige børn med på sidelinjen til europamesterskaberne.
- Det er ikke kun sjipning, der er på programmet. Der er også børn, som skal underholdes, og der skal laves lidt mad, lyder det fra kvinderne, som dog ikke ser det som en ulempe:
- Det er faktisk en rigtig god distraktion, at man også skal være mor og familie.
Det har dog haft den konsekvens, at tiden i hallen, hvor konkurrenterne tjekkes ud, er blevet mindre. Før i tiden kunne de bruge flere dage på netop det.
Men også det ser kvinderne som en fordel.
- Vi aner jo ikke, hvad de andre kommer med. Derfor kan vi heller ikke sige noget om, hvor vi ender i feltet.
- Vi skal selv være tilfredse
Trods uvidenheden om niveauet hos de andre har kvinderne en klar målsætning:
- Vi vil gerne lave noget på gulvet, som vi selv er tilfredse med, lyder det.
Kvinderne er oppe mod 19 andre hold i morgen. Og er de blandt de seks bedste, så går de videre til "finals" på fredag.
- Jeg kan faktisk være mor til 90 procent af konkurrenterne, så det kunne da være superfedt, at nå i finalerne med den alder, vi har, lyder det grinende fra Lisa Kristensen på 41 år.
Men ældre kroppe end konkurrenterne, tror trioen heller ikke, kommer til at stå i vejen for dem:
- Feedbacken indtil videre har været, at de kan se erfaringen stråle ud af os. At vores tove er mere rolige end de unges.