Gigantisk varme-julegave vil lette varmeregningen i to år

Familier i Aalborg kan se frem til at spare en del på deres varmeregning de næste to år.

De 137 millioner kroner, Aalborg Varme A/S i december sidste år fik tilbage fra Skat efter en gammel strid om afgifter, kommer fra 1. april Aalborg Kommunes varmekunder til gode.

Pengene bliver nemlig brugt til at lette kundernes regning to år frem - hvis ellers Energistyrelsen vil give grønt lys til tilbagebetalingsordningen.

Men bliver det til et ja derfra, vil det betyde, at kunderne får et prisfald på deres varme på 1,40 kroner per kvadrat- og kubikmeter. Noget, der i realiteten vil betyde en gevinst på cirka 1000 kroner om året for en familie i et hus på 130 kvadratmeter. 

- Vi har valgt denne tilbagebetalingsordning, fordi vi fandt det mest rigtigt, at pengene gik tilbage til varmekunderne. Derudover tager vores forslag til Energitilsynet udgangspunkt i at tilbagebetale pengene over to år frem for at betale det hele på en gang, forklarer Lasse P. N. Olsen, bestyrelsesformand i Aalborg Energikoncern.

- Lige nu afventer vi anbefalingerne fra Rådet for Grøn Energi, som vi har nedsat for at finde frem til de bedst mulige løsninger frem mod den grønne omstilling af fjernvarmeproduktionen. Af samme grund er det mest fornuftigt at afvente rådets anbefalinger, inden vi lægger os fast på konkrete, grønne tiltag, siger han.

De mange millioner bliver altså ikke brugt på grønne investeringer, fordi Aalborg Varme allerede før meldingen om tilbagebetalingen fra Skat havde taget initiativ til at købe udstyr, der samlet vil nedbringe varmeværkets CO2-udledning med 13.000 tons de næste 20 år.

De mange millioner, der nu tilbageføres til varmekunderne, stammer fra en uenighed helt tilbage fra 1998 om en kulafgift mellem Aalborg Varme A/S på den ene side og Skat på den anden. Sagen fandt sin afgørelse i december sidste år og faldt altså ud til Aalborg Kommunes varmekunders fordel. Siden dengang har man i Aalborg Energikoncern arbejdet på at finde den bedst mulige anvendelse af millionerne for varmekunderne.


Seneste nyt

fra Nordjylland