Glemt hvidløgsflutes i ovn var årsag til stor udrykning
Foto: Victoria Maj Pedersen
Arkivfoto: Victoria Maj Pedersen
Det var et glemt hvidløgflutes i ovnen, der fredag aften var årsag til en større udrykning midt i Aalborg.
En beboer i en lejlighed på Ågade i Aalborg var af en endnu ukendt årsag blevet distraheret midt i madlavningen fredag aften kort før klokken 20, det fik den konsekvens, at et styk hvidløgsflutes blev godt og grundigt brændt.
Så godt at det satte gang i en røgalarm, der kunne høres i hele opgangen.
Til gengæld hørte ejeren af flutes ingenting, for vedkommende var slet ikke hjemme.
Naboer fik tilkaldt Nordjyllands Beredskab og politi, der fik banket døren op, så man hurtigt kunne få et overblik over brandens omfang. Heldigvis viste det sig, at der ikke var flammer, og lejligheden kun blev lettere røgskadet. Ingen personer var således i fare i forbindelse med et overophedede hvidløgsflutes.
Ejeren af lejligheden kan nu se frem til et styk brændt flutes samt en bøde for overtrædelse af Beredskabsloven, idet vedkommende forlod hjemmet uden at have slukket for ovnen.