Grænsekontrol rammer pendlerne: Nye togtider på vej
Grænsekontrollen ved Padborg er så tidskrævende, at DSB laver en ny togkøreplan. DSB dropper blandt andet tog fra Flensborg til Aalborg.
Passet skal frem i togvognen i Padborg, hvis man vil rejse med DSB ind i Danmark, og det tager tid. Så meget tid at over 54 procent af togene bliver forsinket.
DSB tager nu konsekvensen og laver en ny køreplan. Det kommer til at gå ud over de passagerer, som kører ruten fra Flensborg til Aalborg og omvendt. Det direkte tog mellem Flensborg og Aalborg droppes nemlig. I stedet kører toget kun til Aarhus.
Nogle kunder vil opleve det som en ulempe. Men det er vores job, at sørge for at kunderne kommer til tiden, og det er dét, vi vil sørge for.
Tony Bispeskov, informationschef i DSB
- Nogle kunder vil opleve det som en ulempe. Men det er vores job, at sørge for at kunderne kommer til tiden, og det er dét, vi vil sørge for, siger informationschef i DSB, Tony Bispeskov.
Ifølge ham vil rejsetiden for nordjyderne blive forlænget med et kvarter, da man skal skifte tog i Aarhus.
Den ny kørerplan betyder også, at opholdstiden i Padborg sættes op til 4-5 minutter, så der er tid til politiets paskontrol Padborg, og toget dermed ikke bliver forsinket fra start.
- Vi har simpelthen lagt en for stram togplan og i erkendelse af det, har vi ændret kørerplanen. Som det er nu, er det kun lidt over hvert andet tog, der kører til tiden, siger Tony Bispeskov.
Der har været paskontrol i togene siden januar. Selvom DSB meget hurtigt opdagede, at det skabte forsinkelser, justerer de først køreplanen nu. Køreplanen for togene i Danmark hænger nemlig sammen med togtrafik i resten af Europa og med busser på de danske stationer, og derfor ændrer Danmark kun køreplan én gang om året.
Den nye køreplan gælder fra 11. december. Alle ændringer for hele landet kan ses på rejseplanen.dk