Grand Prix-fans varmer op: I aften går det løs

Om få timer går det løs med årets største musikfest, når der er Dansk Melodi Grand Prix løber af stablen i Gigantium i Aalborg.

Lørdag aften bliver det afgjort, hvem der skal repræsentere de danske farver i Lissabon til maj til det internationale Melodi Grand Prix.

Det store slag skal stå i Gigantium i aften, hvor blandt andet nordjyske Lasse Meling er blandt deltagerne.

Fansene er klar

På Hotel Phønix i Aalborg er en stor flok fans lige nu samlet til et stort pre-party forud for Grand Prixet. Det er fans fra både Danmark og Sverige, der har taget turen til Nordjylland for at heppe på deres Grand Prix-favorit.

- Når man først har prøvet at være i arenaen og til en fest i fanklubben, så bliver man nødt til at tage afsted. For det er så stor en oplevelse. Så meget feststemning og glæde, så det bliver man helt hooked på, siger Helle Svenningsen, der har taget turen fra København.

Ida Lohmann og Grand Prix-bandet Brothers Inc.
Ida Lohmann og Grand Prix-bandet Brothers Inc.
Foto: Pressefoto

Den tidligere Melodi Grand Prix-deltager Ida Lohmann sørger sammen med Grand Prix-bandet Brothers Inc. for den rette stemning. Ida Lohmann fra Aalborg deltog selv i Grand Prix’et i 2000 med sangen ”Mayday Mayday”.

- Vi glæder os rigtig meget til at til at varme op på Hotel Phønix, og vise hvordan Danmarks festligste fanklub fester, lyder det fra Johann Sørensen, der er formand for MelodiGrandPrixFans.dk.

TV2 Nords reporter er med fra Gigantium i vores udsendelse klokken 19.30.


Seneste nyt

fra Nordjylland