Seneste nyt:

Grov vold, våben og narko: Tre et halvt års fængsel for blandt andet at skyde mand i ansigtet

En 39-årig mand skal i fængsel for grov vold mod en mand, der angiveligt skulle have stjålet penge fra ham, men også for at være i besiddelse af narko og våben.

En ophedet diskussion i Aalborgs underverden løb midt i juni helt løbsk og endte i grov vold mod en mand, og da politiet ville anholde gerningsmanden, viste det sig, han lå inde med en betragtelig mængde narko og våben.

Ved Retten i Aalborg blev Jesper Poul Ringberth dømt tre et halvt års fængsel for blandt andet at have skudt en 29-årig mand syv eller otte gange i ansigtet med en luftpistol, efter han havde slået offeret med knytnæver og albuer. Det fortæller anklager Thomas Klingenberg.

Et tip gjorde politiet opmærksom på mishandlingen, der havde stået på længe.

- Offeret havde været på adressen i omkring 24 timer, siger Thomas Klingenberg.

Jesper Poul Ringberth mente, at den 29-årige havde stjålet penge fra ham. Snart bankede han løs på offeret, og så "løb det hele lidt løbsk", erkendte voldsmanden i rette. Han rettede en luftpistol mod offeret og skød ham syv eller otte gange med blyhagl i ansigtet.

Narko og våben

I forbindelse med at politiet anholdte den den 39-årige Ringberth, afslørede en ransagning, at han lå inde med et lager af narko på 25 gram heroin, 10 gram kokain og 250 gram hash. Derudover opbevarede han i kælderen en pistol med tilhørende magasin og ammunition, en polsk riffel og våbendele.

Forsøgte at sluge heroin

Panikken ramte åbenbart den dømte, da politiet dukkede op for at anholde ham, fortæller Thomas Klingenberg.

- Da patruljen ankom, forsøgte han at sluge en stor klump heroin. Det lykkedes ikke, og det var nok heldigt nok, for det har formentlig været en dødelig dosis, lyder det fra anklageren.