Guld-rus i Nordjylland: Hele tre VM-guldvindere spiller for Aalborg Håndbold

Aalborg er klubben, der havde flest spillere med i VM-finalen og var sikker på guld uanset udfaldet af kampen, da tre spillere i den nordjyske klub spillede finalekamp for Danmark, og tre andre spillede for Sverige.

Danmark er verdensmestre efter en intens VM-finale, hvor Sverige blev besejret 26-24.

- Jeg sprang op af stolen af glæde, og det er helt surrealistisk, siger Jan Larsen.

Og for Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold, var det en finalekamp, der betød lidt mere end for de fleste; hele seks af klubbens spillere var med.

- Vi er så stolte over deres præstationer, lyder det fra Jan Larsen.

- Jeg sprang op af stolen af glæde, og det er helt surrealistisk, siger Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold. Reporter: Robert Bedsted. Video: Mick Anderson
- Vi er så stolte over deres præstationer, lyder det fra Jan Larsen, der her ses sammen med Nikolaj Læsø. Arkivfoto
- Vi er så stolte over deres præstationer, lyder det fra Jan Larsen, der her ses sammen med Nikolaj Læsø. Arkivfoto
Foto: Aalborg Håndbold

Håndbold-direktøren kunne tælle hele seks spillere i den skandinaviske finale; fra det danske landshold spiller Henrik Møllgaard, Magnus Saugstrup og Nikolaj Læsø alle i Aalborg Håndbold, ligesom tre af svenske spillere i VM-finalen til dagligt spiller i Aalborg, nemlig Mikael Aggefors, Felix Claar og Lukas Sandell.

God fest og god tur hjem

- Jeg har skrevet med nogle af dem på sms for at ønske tillykke, men jeg ville ikke forstyrre, så jeg ønskede bare tillykke, god fest og god tur hjem, fortæller Jan Larsen.

Hverdagen rammer spillerne allerede i morgen tirsdag, når Jan Larsen regner med at se spillerne til træning forud for torsdagens kamp mod Skanderborg. 

- Jeg regner med, at de fleste er klar til i morgen, men nu handler det om, at de lige skal hjem og vende først og have en god nats søvn, og så ville vi jo gerne have fejret dem alle - både de danske guldvindere og de svenske sølvvindere med en fest, men det tillader corona-situationen jo ikke, siger Jan Larsen.

I stedet må spillerne nøjes med klap på skuldrene og bevingede ord fra direktøren og ikke mindst stor ros.

- Det er synd for dem, for de har fortjent noget mere, men måske vi finder på noget indenfor de tilladte rammer, siger Jan Larsen.

Se eller gense VM-glæden her:

Danmark vinder verdensmesterskabet i håndbold 2021. Se video fra minutter efter sejren. Video: TV2


Sikker på guld

Forud for finalekampen søndag var Aalborg Håndbold således sikker på at få guldvindere hjem igen, spørgsmålet var bar, hvilken nationalitet guldet tilfaldt.

- Vi kender jo mange af de spillere, der var med, og jeg er så glad på deres vegne, siger Jan Larsen, som sender kæmpe stort tillykke til Henrik Møllgaard med sin anden VM-titel samt til Magnus Saugstrup og Nikolaj Læsø, der nu også kan kalde sig for verdensmester.

- Derudover vil vi også gerne ønske tillykke med VM-guldet til de tidligere Aalborg Håndbold spillere, Simon Hald og Mads Mensah, samt vores tidligere træner og nuværende dansk landstræner, Nikolaj Jacobsen, lyder det fra Aalborg Håndbold-direktøren.

Jan Larsen understreger, at de tre svenske spillere i klubben også skal have en kæmpe hyldest og tillykke med sølvet. 

- Et kæmpe tillykke og stor respekt skal også lyde til Mikael Aggefors, Felix Claar og Lukas Sandell med VM-sølvet efter en rigtig flot svensk slutrunde. Det samme skal lyde til vores tidligere keeper, Andreas Palicka. De gjorde det alle sammen godt, siger Jan Larsen.

Aalborg har de bedste

Med hele tre spillere fra Aalborg der fik VM guldet hjem til Danmark, er det svært for direktøren ikke at knibe sig lidt i armen. For det er ifølge ham et resultat af et langt sejt træk fra klubbens side.

- Vi har rykket og løftet flokken gennem flere år, både sportsligt og økonomisk. Særligt de seneste fire-fem år har vi løftet klubben til de her højder, hvor vi nu står med nogle af verdens bedste spillere, lyder det fra en stolt direktør, Jan Larsen fra Aalborg Håndbold.

Han håber på en snarlig genåbning, således at der igen kan komme publikum til håndboldkampene, for med hele tre guldæg og tre af sølv, har klubben ifølge direktøren noget ganske særligt at byde på.

- Det er jeg pavestolt over. Det er bevis for, at vi har nogle af verdens bedste håndboldspillere i vores klub, og det er klart, at vores produkt har stor værdi, siger Jan Larsen, direktør for Aalborg Håndbold, som er storleverandør i antallet af spillere, der sikrede VM-guldet hjem til Danmark - igen.










Seneste nyt

fra Nordjylland