Håndværkere donerer dagsløn til udsatte børn og unge
Foto: Johnni Isaksen
En række nordjyske virksomheder har indvilliget i at donere en dagsløn til Ungdommens Røde Kors' projekt - En Hjælpende Hånd.
Flere nordjyske håndværkervirksomheder har i løbet af 2017 arbejdet gratis i den gode sags tjeneste. De har indvilliget i at donere en dagsløn til Ungdommens Røde Kors' kampagne "En Hjælpende Hånd".
Vi synes, det her var en god måde at give noget tilbage til lokalsamfundet. Vi har også en interesse i at hjælpe de unge tidligt i livet.
Peter Kristensen, Hustømrerne
En af de virksomheder, der har støttet op omkring kampagnen, er Hustømrerne A/S, der fredag skulle sætte glasplader op i en lounge på Aalborg Stadion. Betalingen for jobbet lød på 20.000 kroner, som håndværkerne har sendt direkte videre til En Hjælpende Hånd.
- Vi synes, det her var en god måde at give noget tilbage til lokalsamfundet. Vi har også en interesse i at hjælpe de unge tidligt i livet, for vi kan brug for dem som elever, lærlinge og svende engang i fremtiden, siger servicechef hos Hustømrerne A/S, Peter Kristensen.
Penge til en kæmpe oplevelse
I løbet af 2017 er i alt 540.400 kroner blevet samlet ind til En Hjælpende Hånd. Det er nok til at lave 180 mentorforløb for unge eller give over 200 børn et helt år i Ungdommens Røde Kors' aktiviteter. Der er doneret 37.500 kroner i Nordjylland.
- Det betyder jo sindssygt meget. Det betyder først og fremmest, at vi kan gøre mere for børnene, men det er også et kæmpe stort skulderklap til alle de mange frivillige hos os, siger formand for Ungdommens Røde Kors i Aalborg, Alexandra Romanowska.
Det er endnu ikke besluttet, hvordan pengene skal fordeles imellem Ungdommens Røde Kors' aktiviteter, men de kommer enten til at bidrage til foreningens mentorordninger eller klubaktiviteter rundt omkring i landet.
- Pengene giver os mulighed for at tage flere børn ind og få dem med ud at huset på nogle udflugter til eksempelvis zoologisk have eller Fårup Sommerland. Mange af dem har ikke mulighed for at gøre det til dagligt, så vi kan give dem en kæmpe oplevelse, siger Alexandra Romanowska.
Udover Aalborg har håndværkervirksomheder fra Mors, Thy og Vesthimmerland også doneret til kampagnen. I alt har 81 virksomheder fra 54 byer i Danmark støttet op om En Hjælpende Hånd.
Ungdommens Røde Kors afvikler kampagnen igen næste år.