Har du husket hornet i morgen? Krisecenter advarer mod sirenerne
Foto: Lars Lyngdahl
Det stadig nye sirenevarslingssystem på telefonerne kan få konsekvenser for nogle.
Har du husket det?
Den første onsdag i maj, som i år falder 1. maj, vil der traditionen tro igen lyde sirenevarsel i Danmark.
Dog er der sket en ret så markant ændring.
Sidste år indførte man nemlig også et nyt varslingssystem, der betyder, at din mobiltelefon både vil vibrere og hyle sammen med sirenerne, når klokken slår 12.
Det nye varslingssystem kan dog være et problem for personer, der lever i voldelige parforhold, da nogle voldudsatte, som bliver overvåget digitalt, nemlig har en ekstra mobiltelefon til at ligge, som den voldelige partner ikke kender noget til.
- Det bedste er at få slukket for telefonen i tidsrummet, hvor sirenevarslet er. Så er man på den sikre side, sagde Niels-Jacob Ulstrup, der er leder på kvindekrisecentret i Aalborg til TV2 Nord sidste år.
HVIS DU BLIVER UDSAT FOR VOLD, ER DER HJÆLP AT HENTE
Alle der udsættes for vold af en partner, eller et familiemedlem kan ringe gratis og anonymt til Lev Uden Volds nationale hotline på telefon: 1888
Her er der døgnet rundt rådgivere, som som kan yde hjælp og støtte
Der kan både tilbydes hjælp i akutte situationer ved henvisning til plads på krisecenter, eller til et ambulant tilbud
Også pårørende, fagpersoner, og mennesker, som udøver vold, kan få hjælp og rådgivning på den nationale hotline
Og igen i år er krisecentret altså ude og advare: Sluk telefonen, mens sirenerne lyder.
For hvis man fristes til 'kun' at sætte telefonen på flytilstand, vil varslet lyde, når man skifter tilbage til normal tilstand.
- Vi har ikke gjort noget anderledes i år i forhold til sidst, men vi sikrer, at dem, som vi er i kontakt med, ved, at signalet kommer, oplyser Niels-Jacob Ulstrup til TV2 Nord tirsdag.
Ifølge lederen af krisecentret oplevede man ikke nogle episoder sidste år, hvor det gik galt.
- Vi har ingen erfaringer fra 2023 om, at nogen kom “galt afsted” på grund af signaltesten, så det er heldigvis positivt, understreger Niels-Jacob Ulstrup.
Advarsler via sirenen kan modtages og vises af nyere mobiltelefoner med opdateret styresystem. Har du en Apple iPhone, skal den være opdateret til iOS 16.4 eller nyere ifølge Beredskabsstyrelsen.