Harmonikasammenstød i Aalborg: Tre biler kørt sammen
Foto: Michael Guldbrandt Brønnum
En 27-årig mand overså en kvindelig bilist, der ville svinge til venstre. Det resulterede i kø-kørsel op ad Vesterbro. Al trafik glider igen normalt.
Tre bilister slap heldigt fra et harmonikasammenstød, de alle var implicerede i torsdag eftermiddag.
Kort før klokken 17 kørte de tre bilister sammen i forbindelse med et venstresving på Vesterbro i det centrale Aalborg.
Det skriver Nordjyllands Politi på Twitter.
En 38-årig kvinde holdt stille i sin bil for at svinge til venstre ved Ansgar Kirken. Bagved hende standsede også en 37-årig for at afvente, kvinde svingede væk fra vejen.
Men en 27-årig mand opdagede de to biler for sent og bragede direkte ind i dem.
Den 37-årige mand blev kørt med ambulance til tjek på Aalborg Universitetshospital.
Uheldet betød, at trafikken gled trægt i en halv time. Kort før klokken 17.30 var der dog atter ryddet op på vejen og de tre implicerede biler fjernet.