Her er den ultimative karnevalsguide: Sådan kommer du igennem festdagen

Omkring 100.000 mennesker deltager lørdag i Nordeuropas største karneval i Aalborg. Men hvordan kommer man helskindet igennem dagen? Det får du svar på her.

Hvis kostumet ikke allerede er fundet frem, er det ved at være tid. 

For gader og stræder i Aalborg midtby proppes af feststemte udklædte mennesker lørdag, når Aalborg Karneval løber af stablen. 

Én ting er kostumet. Men har du egentlig styr på alt det andet? 

Her får du gode råd til, hvordan du får den bedste karneval. 

Den store karnevalsguide

1. Start dagen godt ud!

Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Lige meget om du forventer kun at holde til paraden er forbi, eller om du satser på at skråle med på alle koncerterne i Kildeparken hele aftenen, så er en solid morgenmad et must.

Du kan gå med alt fra den helt dyre med æg og bacon til et billigt rundstykke fra Rema 1000 - eller måske nøjes du med et par øl. Vigtigst er det at starte dagen godt ud med at fylde noget i skrutten.

Der er ligesom ingen grund til at gå flad, før du har nået Kildeparken.

2. Udklædningen

Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord

Husk din udklædning!

Årets tema er "Fantastiske Væsener", men det er langt fra alle, der klæder sig ud efter temaet. Ofte ser du samme gruppe i samme uniform, og nogle af de mest populære udklædninger er enten livreddere, pirater eller sygeplejersker. Fordelen ved samme udklædning er også, at I nemt kan spotte, hvor hinanden er.

3. Hvor skal man starte?

Foto: Aalborg Karneval

Der er, som altid, tre steder, du kan vælge at starte paraden.

I Nørresundby, i Vestbyen eller ved Østerport.

I Vestbyen går starten fra Haraldslund klokken 11.
Ved Østerport går starten fra Østerbro 75 klokken 10:30, mens undertegnedes personlige favorit er starten i Nørresundby.

Her skal man allerede afsted klokken 10, men her har du til gengæld også fornøjelsen af at gå turen over Limfjordsbroen.

4. Det praktiske (hvis man er den type)

Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord

Lige meget hvorfra man går, er der mellem 2-3 kilometer til Kildeparken, hvor resten af festlighederne går løs.

Det kan derfor være en rigtig god idé med et par gode sko, så dine fødder ikke går helt i stykker - hverken af gåturen eller af eventuelle glasskår på asfalten. Skulle uheldet være ude, og du har behov for førstehjælp undervejs, findes det langs alle tre ruter.

Når du først er på den anden side af togskinnerne, så kommer der desuden tre såkaldte vognkirkegårde, hvor du kan sætte din ødelagte klapvogn eller den nylavede trækvogn, du bare ikke gider slæbe rundt på længere.

Og hvis nu solen brager ned fra oven, kunne det måske være smart med lidt solcreme.

Og så selvfølgelig, for guds skyld, drik noget vand undervejs (ellers er der risiko for et tidligt karneval-exit, som ovenstående)

5. Kildeparken

Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord

Du gjorde det! Du nåede hele vejen til Kildeparken.

Måske har du tabt halvdelen af dine venner, eller måske er du løbet tør for alkohol... Men du gjorde det. Og hvis der er flere kræfter tilbage, er musikken allerede gået i gang på i hvert fald én af de to scener i Kildeparken - så ind og gi' den gas.

For på stjernescenen kan du høre følgende kunstnere:

  • Baloosh

  • Branco

  • Craskin

  • Gobs

  • Hedegaard

  • Ida Lauerberg

  • Rune Rask

  • Tessa

Er du ved at løbe tør for energi, er der desuden flere muligheder for både mad og drikke i Kildeparken.

Rigtig god fornøjelse og rigtig godt Aalborg Karneval.


Seneste nyt

fra Nordjylland