En fyldt restaurant og frisk fisk fra havet forvandlede en spirende romance til et mere bindende forhold.
Det kan virke grænseoverskridende - måske endda lidt farligt - at sætte sig alene på en restaurant. Uden telefon. Uden en bog. Uden krydsord, tegninger, computer eller andre former for skjold eller distraktioner.
Det gjorde det i hvert fald for mig.
Alligevel var det præcis det, jeg gjorde en torsdag aften klokken 18.00.
Den tomme stol
Tiden var nemlig kommet til en middagsdate mellem mig og Aalborg. En date, hvor jeg var spændt på at se, hvad byen ville byde mig, når solen så småt forsvandt bag horisonten, og om dens selskab alene kunne få mig til at føle mig godt tilpas.
Om serien:
Over fire uger dater TV2 Nords nye bylivsreporter Aalborg. Eksperimentet skal undersøge, om hun gennem klassiske date-aktiviteter kan forelske sig i byen. Serien er en opstart til nyt, spændende og inspirerende indhold om Aalborgs restauranter, butikker, cafeer og oplevelser.
Så lettere nervøs og ubekvem tog jeg plads på Restaurant Emil. Der var allerede en del andre gæster, og stemningen var på en og samme tid let og intim. Ved et bord sad en mand og en kvinde over for hinanden og snakkede henover det tændte stearinlys. Ved et andet sad, hvad jeg gættede på, var en familie. Det største arrangement rangerede bredt i alder, fra den lille dreng i barnestol til morfar, som sad ved hans side.
Flere kom til løbende, og i starten var jeg meget bevidst om, at stolen overfor mig stod tom. Hvad ville folk tænke? Kigger de på mig? Og hvor skal jeg kigge hen, når jeg ikke kan kigge tværs over bordet og ind i nogens øjne?
Men i takt med at aftenen gik, og retterne blev serveret, kunne jeg læne mig mere og mere tilbage.
En lille dreng dansede glæden frem
Som jeg sad der og kiggede rundt, tog jeg smags- og sanseindtrykkene ind, og blev egentlig forbløffet over den glæde, der boblede frem. Glæden ved den uformelle stemning, hvor tjenere og kokke talte med gæsterne. Glæden ved den lille dreng, der dansede på gulvet, mens hans forældre drak et glas vin. Glæden ved fisken fanget ved havet ikke langt fra, hvor jeg sad.
Mit ubehag ved at spise alene forsvandt. For jeg følte mig ikke alene. Jeg følte, at byen i sig selv var selskab nok. Og ikke bare selskab nok, men godt selskab. Den nærhed, tæthed og sammenhold, som jeg talte med kokken Emil Thaarup om, som han fornemmede i Aalborg, mærkede jeg også. En nærhed som kommer af byens størrelse, og som han ikke havde mærket, da han boede i København.
Den nærhed tiltrak mig. Og når man så oveni købet kan spise den lækre mad, som man kan i Aalborg, til priser man skal spejde længe efter i hovedstaden, ja, så er det svært ikke at tænke, at Aalborg kan noget, som København ikke kan konkurrere med.
