Foto: Ib Wiliam Christensen

Hertil og ikke længere: Institutioner er åbne igen, men forældre må ikke komme ind

Institutioner i hele landet er onsdag morgen åbnet op igen efter at have været lukket ned i en måned. Men der er mange ting, der ikke er som før.

Her til og ikke længere. Et stopskilt og et stykke tape på gulvet indikerer, hvor langt forældrene til de børn, der går i Daginstitutionen Vesterkær Sogn i Aalborg må gå.

For alt er langt fra som det plejer at være i institutionen, der har plads til 12 vuggestuebørn og 20 børnehavebørn. Onsdag morgen åbnede man igen op for børnene, men på grund af coronaepidemien er der indført en lang række forholdsregler, der skal forhindre smittespredning i institutionen.

En af foranstaltningerne er markeringen på gulvet der, ligesom man ser det i supermarkederne, viser, at der skal holdes afstand. En anden foranstaltning er, at der makimalt må være to forældre med børn i garderoben. Ellers er det ikke muligt at holde behørig afstand.

Alt skal dog ikke gå op i regler og afstand, forsikrer Helle Kondrup, der er pædagogisk leder i institutionen. For børnene er det nemlig vigtigt, at de voksne, de kender, ikke opfører sig radikalt anderledes i fohold til det, de kender.

- Vi skal give kram og det skal være sådan, at man kan se sig selv være i de tætte relationer, forklarer hun.

- Børn er børn og vi skal være her som de trygge voksne. Vi må tage forholdsregler i forhold til god hygiejne - det er en af måderne at klare det på. Og så skal børnene opleve, at vi er her som voksne, der vil dem, forflarer Helle Kondrup videre.

Tape på gulvet og et adgang forbudt-skilt viser hvor langt ind i institutionen forældre må bevæge sig. Foto: Ib Wiliam Christensen

Asfalterer mens man kører på vejen

Forberedelserne til at åbne daginstitutionerne begyndte da statsminister Mette Frederiksen manda i sidste uge meddelte, at samfundet så småt åbner op igen og at skoler (for 0. til 5. klasse) og daginstitutioner, som det er sket i dag, er åbnet op igen. 

- Det har været en spændende og anderledes opgave. Vi har været godt informeret undervejs og vi er blevet hjulpet til, hvad det er for nogle ting, vi skal tage hensyn til, forklarer Helle Kondrup.

- Forældregruppen har også taget rigtig godt imod det og vi er jo allesammen ved at asfaltere mens vi går på vejen. Det er os allesammen, der skal igang med en ny hverdag lige nu og der er forældre, der har tilbudt at hjælpe os med at vaske sengetøj for eksempel, siger hun videre.

Speciel situation at aflevere datter

Der er samlet 32 børn i Daginstitutionen Vesterkær Sogn i Aalborg, men kun omkring 12 børn blev onsdag morgen afleveret hos pædagogerne, der stod klar med åbne arme. En af dem var Asta, hvis far Tobias Sidén, afleverede da TV2 Nord besøgte institutionen. For ham var det helt trygt at hans datter nu igen skal i vuggestue.

- Det er selvfølgelig specielt. Hun har ikke været her i en måned, så hun skal lige vænne sig til det hele igen, men hun har verdens bedste vuggestue, så det bliver også fantastisk at komme tilbage hertil, fortæller Tobias Sidén.

- Man havde da gerne set, at man kunne sidde på gulvet med hende i 5-10 minutter og få hende afleveret som man plejer, men det kan man ikke og det er sådan det er, siger han videre.

Holder afstand til bedsteforældre

Han har ikke været i tvivl om, at det er rigtigt at hans datter nu igen skal i vuggestue - også selvom smitterisikoen ved at samfundet bliver åbnet op igen, stiger.

- Det er vi ikke så nervøse for. Vi ved godt, at de ikke kan holde afstand i den alder, men de trænger til at komme afsted igen og vi trænger til lidt arbejdsro derhjemme. Vi har taget den forholdsregel, at vi holder os lidt væk fra bedsteforældre og andre, der er i risikogruppen og så tager vi det stille og roligt, siger Tobias Sidén og fortsætter:

- Jeg er fuldstændig tryg.