Hilser friplejehjem velkommen - men hvad med konkurserne?
Foto: Sofie Bach / TV2 Nord
Tranders Høje er et af de friplejehjem i Aalborg Kommune, der er finansieret af et pensionsselskab.
Dansk Folkeparti vil gerne bygge 500 nye plejehjemspladser som såkaldte friplejehjem.
Der skal bygges 500 nye plejehjemspladser som friplejehjem de kommende fire år, og det er pensionsselskaberne, der skal betale.
Sådan lyder et forslag fra Dansk Folkeparti, som de fremsatte onsdag på deres sommergruppemøde, hvor de altså vil holde kommunerne ude af finansieringen af pladserne.
Og det er et kærkomment forslag, lyder det fra Aalborg Kommunes borgmester, Lasse Frimand Jensen (S).
- Vi er åbne over for at lave samarbejde med alle dem, der vil være med til at hjælpe os med at bygge plejehjem. Så det er vi sådan set åbne over for, og vi har gode samarbejder med pensionsselskaberne i forvejen, fortæller den forholdsvis nyslåede borgmester, mens han er til budgetseminar med sine byrådskollegaer.
Aalborg Kommune har allerede to fripelejehjem, der er opført af pensionsselskaber. Men det er altså ikke her, man finder kommunernes største udfordringer, hvis man kaster et blik på fremtidens ældrepleje.
- Vi kommer på landsplan til at mangle 16.000 medarbejdere inden for ældreplejen, anslår KL. Så det er der, indsatsen skulle ligges i stedet, siger Lasse Frimand Jensen.
Så hvis der kommer et pensionsselskab, mens I sidder til budgetseminar og siger, de gerne vil bygge nogle friplejehjem rundt om i kommunen, så er I åbne for det?
- Ja. Vi er altid med i offentlige og private partnerskaber, og vi har et rigtigt godt samarbejde med Stigsborg PS, hvor vi har pensionsselskaber med indover. Men i Aalborg Kommune har vi også en plan om at levere et plejehjem om året svarende til den demografiske udvikling, der er.
- Så vi står ikke og mangler plejehjem, vi mangler hænder.
Og selvom han hilser partnerskaber med pensionsselskaber velkommen, ser han stadig farer ved friplejehjemmene.
- For Socialdemokratiet har det jo også været vigtigt, at vi bevarer trygheden i at kunne være på et plejehjem. Fordi hvis et friplejehjem går konkurs - det er desværre sket et par gange i Danmark - er det egentlig os i det kommunale, der står med ansvaret for at sikre, at de ældre har en god pleje efterfølgende, siger Lasse Frimand Jensen.