Hjælp til økonomi giver ledige overskud i hverdagen
To rådgivere hos Aalborg Kommune hjælper ledige og sygemeldte med at få overblik over deres økonomi, så de kan fokusere på at komme i arbejde.
Ledige og sygemeldte kan opleve store ændringer i deres økonomi, når de overgår fra en offentlig ydelse til en anden. Derfor har Aalborg Kommune to særlige rådgivere ansat til at hjælpe pressede borgere med at få overblik over deres økonomi. Projektet hedder Udvidet Økonomisk Rådgivning.
En af de borgere, der har benyttet tilbuddet, er Charlotte Andersen, der bor i Nørresundby. Hun blev sygemeldt fra sit arbejde som pædagog i 2014, og i første omgang modtog hun derfor sygedagpenge. I 2016 kom hun over på en anden sats, der svarer til kontanthjælp, og lige pludselig fik hun udbetalt 5.000 kroner mindre om måneden.
Derfor søgte hun hjælp hos Aalborg Kommune, hvis rådgivere siden har hjulpet hende med at få styr på økonomien.
- Det er med til at give mig ro. Tidligere lå alle mine papirer, der havde noget med økonomi at gøre, på mit bord, og der blev de liggende. Jeg havde ikke overskud til at gøre noget ved det, siger Charlotte Andersen.
Overskud til syge og ledige
Ruth Thomsen er en af de to særlige rådgivere hos Aalborg Kommune, og hun fortæller, at et presset helbred eller en i forvejen svær situation gør, at mange ikke har overskuddet til at få skabt overblik over deres nye økonomi og eventuelt få søgt om ekstra hjælp.
- Vores hjælp giver dem et overblik over deres situation, og på den måde får de frigivet noget energi til at kunne kigge fremad og se, at de faktisk har nogle muligheder, siger Ruth Thomsen.
Idéen er at tage borgerne i hånden og give dem mere overskud i hverdagen, så de har energi til at komme ud på arbejdsmarkedet igen. De særlige rådgivere hjælper også borgerne med at finde udgifter, de kan skære fra, så borgerne i sidste ende får flere penge mellem hænderne.
Projektet er finansieret af familie- og socialudvalget i Aalborg Kommune, der i 2016 afsatte én million kroner til at hjælpe udsatte ledige i job igen. Oprindelig var ordningen tænkt som et tilbud til kontantshjælpsmodtagere, men i praksis er ordningen også kommet til at omfatte andre borgere, eksempelvis sygemeldte.
De to projektmedarbejdere har mere tid end normale rådgiver, så de hjælper også de ledige med at gå i banken eller hjælpe med at få taget kontakt til kreditorer eller Skat.
I alt er 262 borgere blevet henvist til ordningen.