Holdkammerater reagerer på Mikkel Hansens fravær efter Champions League-sejr

Selvom Aalborg Håndbold måtte undvære Mikkel Hansen, så lykkedes det aalborgenserne at hive to vigtige point hjem torsdag aften.

Aalborg Håndbold vandt torsdag aften hjemme med 33-27 over det ungarske tophold Pick Szeged i Champions League. 

Efter seks kampe uden en sejr i den største konkurrence for klubhold for herrene i Europa, var det en tiltrængt sejr, som aalborgenserne fik hevet hjem foran et udsolgt Sparekassen Danmark Arena. 

- Vi har hungret efter en sejr hjemme i Champions League. Det har vi kigget efter et stykke tid, sagde cheftræner Stefan Madsen til TV2 Nord efter slutfløjtet. 

Sygemeldt stjernespiller

Dagen før det vigtige opgør, meddelte klubben, at den store stjerne Mikkel Hansen var sygemeldt på ubestemt tid med stress symptomer. 

Derfor sendte både cheftræner Stefan Madsen og spiller Mads Hoxer en lille tanke til den sygemeldte holdkammerat efter slutfløjtet.

- Det gik fint i dag uden Mikkel, men vi vil selvfølgelig helst have ham med, fortæller Mads Hoxer til TV2 Nord efter kampen. 

- Vi havde alle håbet, at Mikkel var her, og vi sender alle en masse tanker til ham, og vi håber, at han kommer sig hurtigt, lød det fra cheftræneren, der måtte ændre på sin struktur til kampen. 

Hør hele interviewet med Stefan Madsen herunder:


Seneste nyt

fra Nordjylland