Hunden Sif hjælper elever med eksamensangst
Det er eksamenstid, og det betyder nervøsitet blandt de unge mennesker som skal ind til eksamensbordet og præstere. Men på Vester Mariendal skole i Aalborg har de taget en utraditionel metode i brug til at bekæmpe nervøsiteten – nemlig en eksamenshund.
Det er eksamenstid, og det betyder nervøse unge mennesker, som skal ind til eksamensbordet og præstere. Men på Vester Mariendal Skole i Aalborg har de taget en utraditionel metode i brug til at bekæmpe nervøsiteten – nemlig en eksamenshund.
Freja Mejlholm Goddiksen fra 9.C er til eksamen i naturfag. Hun er normalt meget nervøs, men inden, hun skulle ind til eksamensbordet, var hun lige et smut forbi hunden Sif ude på gangen.
- Hun beroliger mig, og gør mig mere afslappet. Hun gør mig mere parat til eksamen, siger Freja Mejlholm Goddiksen.
Det er Niels Pedersen der har Sif med på arbejde for at dæmpe elevernes eksamensskræk.
- De fleste, der kæler med Sif til at starte med, de kommer med korte hurtige strøg, men stille og rolig, så begynder strøgene at blive længere og længere og dybere, siger Niels Pedersen, lærer på Vester Mariendal Skole.
Det hele startede for 5 år siden, hvor Niels Pedersen, der er lærer for en specialklasse, havde en elev, der var udadreagerende. Det stoppede, da Sif kom på banen.
- Han var svær at forstå. Så når vi trænede kommandoer med Sif, så skulle han sige dem ordentligt, ellers gjorde hunden det ikke. Men han var ikke udadreagerende, som han var overfor os, hvis vi ikke forstod ham første gang, siger Niels Pedersen, lærer på Vester Mariendal Skole.
For to år siden opstod så idéen om, at Sif måske kunne hjælpe de elever, der har eksamensskræk som et lovligt middel til at berolige dem.
- Det er jo ikke sådan, at hun hjælper dem med at læse. De skal jo selv lave forarbejdet. Det Sif kan hjælpe dem med, er at give dem ro til at præstere, siger Niels Pedersen, lærer på Vester Mariendal Skole.