- Aalborg er ikke en eventyrby. Men Aalborg Håndbold er et eventyr


De vinder mesterskab efter mesterskab. Spiller mod verdens største hold - og slår dem. På få dage bliver der udsolgt af årskort. Hvad fa.... sker der i Aalborg Håndbold?

Hallen i Köln var spændt til bristepunktet af forventning trods et fåtal af tilskuere. Lyden fra de pibende indendørssko mod halgulvet spillede en genkendelig symfoni med de dunkende brag fra stortrommen. Spillerne fra Aalborg Håndbold strøg rundt på banen i en sjælden skæbnekamp mod den parisiske storklub PSG.  

Aalborg Håndbold
Foto: Thilo Schmuelgen/Reuters/Ritzau Scanpix

Og hvor stilhed normalt er en sjældenhed, når først uret tæller ned fra 30 minutter, var denne juniaften i 2021 anderledes tom - til trods for halspeakerens hæse hyldest akkompagneret af de vanlige håndbold-hits.

- Det var en helt vild aften, fortæller Mogens Jørgensen, mangeårig journalist på TV2 Nord.

Han har fulgt håndboldholdet fra Aalborg tæt og var én af få danske journalister, der var til stede i Köln. I omegnen af 50 heldige danske superfans havde taget turen til Tyskland og udgjorde den sparsomme tilskuermasse, der snart fik noget af juble over

Det var få fans forundt at se Aalborg Håndbold vinde over PSG.
Det var få fans forundt at se Aalborg Håndbold vinde over PSG.
Foto: Thilo Schmuelgen/Reuters/Ritzau Scanpix

For med få sekunder tilbage af semifinalen spillede Aalborg Håndbold sig til en sejr på 35-33 over Paris Saint-Germain anført af den svenske landsholdsspiller Felix Claar.

- Direktøren i Aalborg Håndbold, Jan Larsen, løb rundt og græd, og det var lige før vi også gjorde det, fortæller Mogens Jørgensen.

quote Så stod vi der, to bonderøve fra TV2 Nord sammen med de store franske TV-kanaler og var helt oppe at køre.

Mogens Jørgensen, sportsjournalist på TV2 Nord

Semifinalesejren blev kaldt et ”vaskeægte mirakel”, ”sensationel og historisk”. Det var da også første gang siden 1976, at et dansk hold stod i Champions League-finalen.

- Sportsjournalister må jo ikke holde med nogen. Men det gjorde vi altså, vi kunne ikke lade være, fordi Aalborg Håndbold var kommet så langt.

Mogens Jørgensen var én af få danske journalister til stede i Köln, da Aalborg Håndbold spillede en historisk kamp i semifinalen.
Mogens Jørgensen var én af få danske journalister til stede i Köln, da Aalborg Håndbold spillede en historisk kamp i semifinalen.

Sejren i Køln kom som en perlerække af pletskud for Aalborg Håndbold, der kort forinden havde sikret sig titlen som danske mestre. Men hvordan har den nordjyske klub med blot 10 år på bagen formået at positionere sig i verdenseliten og tiltrække internationale topspillere?

Lyt til podcasten 'Hvad fanden sker der i Aalborg Håndbold?'

Et sportsægteskab


Aalborg Håndbolds historie og forklaring på succes strækker sig tilbage til dengang, der var cigaretrøg i hallerne og shortsene skulle være korte og højtaljede. Eventyret lettede ikke langt fra Aalborg Lufthavn i den lille by Vadum. Her havde klubben en profil, der er afgørende for den succes, Aalborg Håndbold har haft.

- Jeg kan huske, da Jan Larsen spillede håndbold. Det engagement og temperament, han har som leder, havde han også som spiller, fortæller Bent Nyegaard, der er kommentator og håndboldekspert ved TV 2 Sporten.

Bent Nyegaard startede sin håndboldkarriere i Odense KFUM i starten af 1970'erne. Senere skiftede han til en trænerrolle, hvor han blandt andet har stået i spidsen for GOG, Ribe HK og Team Tvis Holstebro.
Bent Nyegaard startede sin håndboldkarriere i Odense KFUM i starten af 1970'erne. Senere skiftede han til en trænerrolle, hvor han blandt andet har stået i spidsen for GOG, Ribe HK og Team Tvis Holstebro.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

- Aalborg Håndbolds succes er jo en uendelig lang række af gode og strategiske, fornuftige beslutninger, set over en mangeårig periode, lyder forklaringen fra Bent Nyegaard, der ikke er bleg for at fremhæve Jan Larsens betydning for udviklingen i den nordjyske håndboldklub.

quote Jan Larsen er, som vi siger på nordjysk, en rigtig flink fyr. Ærlig og god som dagen er lang. Han gør alt for spillerne i den her klub.

Mogens Jørgensen, sportsjournalist på TV2 Nord

- Han er et fyrtårn. En mand med rigtig stor indsigt. Og så har han hele tiden formået at have dygtige og gode folk omkring sig, så han hele tiden har kunnet udvide forretningen. Han er ikke bare dygtig, men en af de mest velrenommerede navne i dansk håndbold.

Selv har Bent Nyegaard været både træner og professionel håndboldspiller – og spillet mod Vadum og Aalborg KFUM, der skulle blive fundamentet for klubben i dag.

Jan Larsen, Aalborg Håndbold
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

For klubberne havde større ambitioner, så de blev lagt sammen. Derfor så det i 2000 ud til, at eventyret for alvor skulle lette, da AaB købte sig ind og overtog ligalicensen. Da troede man for alvor, at håndbold skulle blive et stort brand under AaB-paraplyen. Men glæden var kortvarig trods et mesterskab i 2010.

For håndbolden har det strategisk set meget bedre af at stå alene og "få det fulde fokus" siger Bent Nyegaard.

- De fik det aldrig til at fungere ordentligt, selvom Jan Larsen også var med dengang. Der var også fodbold og ishockey, og håndbolden led under, at der skulle være hensyn til det andet, ifølge Mogens Jørgensen.

Bent Nyegaard fortæller, hvad det er, Jan Larsen kan.

Det skulle vise sig at være en gammel ven fra Vadum, der fik Aalborg Håndbold op at flyve.

- Da Jan Larsen trådte ud og stod på egne ben sammen med erhvervsmanden Eigild B. Christensen, begyndte der at ske noget, husker Mogens Jørgensen.

Da Vadums herrehåndboldhold i 1096 rykkede op i 1. division, var der fest i hallen. Her kastes træner Kaj Andersen op i luften.
Da Vadums herrehåndboldhold i 1096 rykkede op i 1. division, var der fest i hallen. Her kastes træner Kaj Andersen op i luften.
Foto: Henning Bagger / Ritzaus Scanpix

For allerede i Vadum-tiden, viste Eigild Christensen, at han var interesseret i at styrke sporten. Klubben var i 1- division og havde ”ambitioner om mere”, men den lokale idrætshal var simpelthen for lille, fortæller Mogens Jørgensen.

- Så byggede Eigild B. Christensen, som er Jan Larsens gode ven, en håndboldhal ved siden af virksomheden Colorprint, som han ejede og senere solgte.

quote Eigild B. Christensen er manden med den store tegnebog. Uden ham ville Aalborg Håndbold ikke der, hvor de er i dag.

Mogens Jørgensen, sportsjournalist på TV2 Nord

Siden har parret udviklet Aalborg Håndbold. Og der er tale om et venskab uden lige, ifølge Mogens Jørgensen.

- Det er partnerskabet imellem de to, der har gjort, at Aalborg Håndbold er, hvor de er i dag, vurderer han.

Allerede dengang havde Jan Larsen store planer, og ved hjælp af et stærkt partnerskab og kapitalkræfter blev Aalborg Håndbold født i 2011.

- Efter Eigild B. Christensen og Jan Larsen stiftede det nye selskab, har de formået at skabe store resultater, siger Bent Nyegaard.

Eigild B. Christensen tjente en formue, da han solgte sit livsværk Color Print. Med salget af Neas Energy tjente han senere over 600 millioner kroner.
Eigild B. Christensen tjente en formue, da han solgte sit livsværk Color Print. Med salget af Neas Energy tjente han senere over 600 millioner kroner.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Men at fremgangen alene skyldes, at Eigild B. Christensen er ”forretningsmanden med de mange penge” er ifølge Bent Nyegaard en misforståelse.

- Han er erhvervs- og forretningsmand, og han bygger ikke et produkt op, hvor han skal hente 2-7 millioner for at det kan løbe rundt. Sådan foregår det ikke. Det drejer sig om øgede tilskuerindtægter og sponsorkroner. Når man ender i en CL-finale, står man et bedre sted, når man har en vare at sælge. Aalborg er i øjeblikket en rigtig god vare at sælge, hvilket man vist gennem årene. Og det er en faktor i det store udland, vurderer Bent Nyegaard.

quote Der har også været fejl. Eksempelvis med trænerudskiftninger. Ellers er de jo lykkedes meget godt.

Bent Nyegaard, håndboldekspert ved TV2 Sporten

Mikkel Hansen-effekten


Ret hurtigt blev det til dét eventyr, Aalborg Håndbold i dag beskrives som. Det første mesterskab vandt de i 2013. Klubben har i dag overtaget den trone, som Bent Nyegaards tidligere klub, GOG, sad på.

- Jeg tror alle er overrasket over, at Jan og Eigild har kunnet tage det sidste step her. Inden for de sidste år har det været sådan blandt de bedste klubber, at det har været svært at skabe meromsætning.

Håndbold slog Bjerringbro-Silkeborg og vandt DM onsdag den 16. juni.
Håndbold slog Bjerringbro-Silkeborg og vandt DM onsdag den 16. juni.
Foto: Henning Bagger / Ritzaus Scanpix

Aalborg Håndbold har lige pludselig flyttet sig, og begynder at have en omsætning på 40 millioner. Det er rigtig store tal i håndbold, siger Bent Nyegaard og fremhæver dét, alle taler om.

- Holdet er i forvejen stærkt. Det er fjerde gang i træk, hvis Aalborg vinder mesterskab  denne sæson, og det vil være historisk i klubben. Og så kommer en vis Mikkel Hansen i næste sæson, lyder det fra Bent Nyegaard.

quote Der er så meget momentum i klubben. De ridder på en enorm bølge lige nu.

Bent Nyegaard, håndboldekspert ved TV2 Sporten

Det efterlod chokbølger, da Aalborg Håndbold i februar måned kunne præsentere Mikkel Hansen som kommende spiller på holdet. Efter offentliggørelsen blev klubbens sæsonkort udsolgt på bare to dage. Det på trods af, at han først kommer til klubben i 2022. 

Aalborg Håndbold slog Paris Saint-Germain i Champions League-finalen - med Mikkel Hansen som modstander.
Aalborg Håndbold slog Paris Saint-Germain i Champions League-finalen - med Mikkel Hansen som modstander.
Foto: Thilo Schmuelgen/Reuters/Ritzau Scanpix

- Helt vildt hvad han akkumulerer i Aalborg. Det er det største håndboldnavn gennem tiden. Hvis nogen vil sætte sig ned og gå igennem hvad den knægt har bedrevet siden 2008. Det er helt vildt. Folk vil valfarte til Gigantium for at se Mikkel Hansen. Det er jeg overbevist om, siger Bent Nyegaard.

Idrætshallen med det pompøse navn Gigantium ligger tilbagetrukket i det østlige Aalborg omringet af søvnige grønne stier, uddannelse og boligbyggeri. Men inde i sportsarenaen, et stykke nede i kælderen, bor Aalborg Håndbold.

- De har udsolgt til alle kampe. Interessen for håndbold er jo stærkt stigende. Det bliver jo ikke ringere, når Mikkel Hansen kommer. De må jo bygge en større hal, spår Mogens Jørgensen.

Noget, der meget vel kan blive en profeti.

Det grå guld


Foruden de rent sportslige succeser, har Aalborg Håndbold også vundet, når det kommer til fanklubben. For bag holdet er Danmarks største fanklub med 650 medlemmer.

- I Köln ærgrede sig Jan Larsen sig virkelig over, at de trofaste fans ikke kunne komme med herned. Han blev rørt over, at den faste skare ikke kunne være med. Det sker måske én gang i livet, at man ender i finalen, og det gik ham virkelig på. Så han har et stort hjerte, fortæller Mogens Jørgensen.

Den faste skare kalder sig ”Det grå guld”. Noget som Jan Larsen har fundet på, ifølge Mogens Jørgensen.

- Det er en virkelig dedikeret gruppe. De sidder ned og klapper. De er så trofaste, at de for eksempel mødte op ved Gigantium, da spillerne kom hjem midt om natten ved Champions League-finalen. De følger med til alle kampe i busser og privatbiler.

Mogens Jørgensen fortæller om klubbens fankultur.

Mogens Jørgensen, som også altid møder Aalborg Håndbolds fans til kampene, beretter om en meget afdæmpet glæde blandt dem.

- Det vildeste, der kunne ske, det er, at de rejser sig fra stolen i Gigantium og klapper, når der er mål. Det er ikke som i fodbold. Men der er opbakning, så det vil noget, især når der er hjemmekamp.

Fanklubben "Det grå guld" følger holdet i tykt og tyndt. Og spillerne kommer troligt hen til dem efter hver kamp, fortæller Mogens Jørgensen.
Fanklubben "Det grå guld" følger holdet i tykt og tyndt. Og spillerne kommer troligt hen til dem efter hver kamp, fortæller Mogens Jørgensen.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Og at der bliver noget at klappe af i den kommende sæson, er Bent Nyegaard ikke i tvivl om.

- Om et år har de i mine beregninger har de vundet deres fjerde titel i streg, og så kommer Mikkel Hansen. Det betyder flere tilskuere. Og så bliver Aalborg en endnu større force i dansk og europæisk håndbold. De får en endnu større omsætning. Der er ikke nogen tvivl om, at mange sponsorer synes, det er fint med Mikkel Hansen og Aron Palmarsson, siger Bent Nyegaard.

Hansen kommer til "Nordens Paris" fra Paris Saint-Germain, og Palmarsson er kommet til klubben denne sæson fra FC Barcelona, der tilhører den absolutte håndboldelite, hvad Aalborg måske er på vej til.

Ikke som de andre klubber


At Aalborg Håndbold er så økonomisk veldrevet, som den er, er ifølge Bent Nyegaard usædvanligt.

- De største klubber som Paris Saint-Germain er jo ikke baseret på, at der kommer 7-10.000 mennesker og ser kampen. Det er selskaber, der som vi ser i fodbold og håndbold, er ejet af nogle eksempelvis folk fra Qatar mange med penge.

Den nordjyske klub er ifølge Bent Nyegaard ”utrolig meget sponsordrevet”, men tilskuerindtægter begynder også at få betydning.

- Indtil for ganske nyligt var Aalborg Håndbold udelukkende drevet at sponsorer. Transferindtægter er også meget begrænset i håndbold.

Men noget er ved at ske.

Hallen i Gigantium har siden xx været hjemsted for Aalborg Håndbold.
Hallen i Gigantium har siden xx været hjemsted for Aalborg Håndbold.
Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

- Det begynder at fylde lidt mere på bundlinjen, hvad der kommer af tilskuere. De danske kommuner og klubber har været meget dygtige til at lave og opgradere hallerne og arenaerne. Det sker også i Gigantium, siger Bent Nyegaard.

Selv samme dag som interviewet med Bent Nyegaard blev optaget, kunne Aalborg Kommune melde ud, at man vil afsætte 7,5 millioner kroner til en udvidelse af Gigantium. Sammen med penge fra klubben selv, skal det sikre omkring 1000 ekstra siddepladser i hallen.

- Jeg tænker, Aalborg Håndbold kan akkumulere flere tilskuere i håndbold. At de kommer til at nærme sig 6-7000 tilskuere er et faktum. I dag kommer der på den gode side af 4000. Så begynder du at have et nettobidrag til din bundlinje. Det har Aalborg været dem, der er bedst til, lyder vurderingen fra Bent Nyegaard.

3000 tilskuere så med i Gigantium, da Aalborg Håndbold vandt DM guld den 16. juni.
3000 tilskuere så med i Gigantium, da Aalborg Håndbold vandt DM guld den 16. juni.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Han mener, at Aalborg har muligheden for at blive håndboldhovedstad i Danmark de næste 4-5 år. Konkurrenterne står nemlig med udfordringer.

- Bjerringbro-Silkeborg Håndbold har skåret ned. GOG har for lille en ramme til for alvor at kunne. Skjern Håndbold skifter meget ud og TTH Holstebro er også i udvikling.

- Lige nu er og bliver Aalborg en mastodont, som de danske klubber ikke vil kunne håndtere.

quote Hvor Aalborg kommer, der kommer mange mennesker. De kommer for at se Aalborg blive slagtet.

Bent Nyegaard, håndboldekspert TV2 Sport

Men selvom Aalborg Håndbold lige nu flyver, kan fremtiden meget vel byde på turbulens, mener Bent Nyegaard.

- Alles øjne, og mine, vil være fæstnet på, hvordan de kommer videre, og det er jo en kolossal udfordring. Aalborg kommer selvfølgelig under pres, og det hører med. 

Aalborg Håndbold måtte se sig slået i Champions League-finalen mod Barcelona.
Aalborg Håndbold måtte se sig slået i Champions League-finalen mod Barcelona.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

- Jeg kommer fra Odense. Vi kalder os eventyrby. Det er Aalborg ikke. Aalborg Håndbold er et eventyr. Og eventyret ser ud til at have gode mulighed for at ende lykkeligt, afslutter Bent Nyegaard.


Dokumentaren bliver vist på TV2 Nord Salto tirsdag 19.50. Se snigpremieren her:

Dokumentaren og webdokken er udarbejdet af Emma Fjordbak og Michael Guldbrandt Brønnum. Redaktør er Bo Storm.