- Hvad kan de nu finde på? Lauras datter og niece sov lige under ødelagt vindue i absurd cirkuskrig
Lauras datter og niece fik sig noget af et chok natten til fredag, hvor deres vogn blev angrebet med brosten.
Nogen har set sig sure på Cirkus Arena.
- Han kommer ned og diskuterer sent i går aftes og får vækket flere campingvogne. Det er med super truende adfærd og trusler, fortæller Laura Berdino, der er formand for Cirkus Arena.
Samme mand kommer ifølge formanden igen to timer efter, hvor de bliver vækket af slag på campingvognen.
- Brostenene, den ene der, og de to andre under lastbilen, er jo røget i vognen. De har lavet et fint hak og er også røget i vinduet, forklarer Laura og peger på det brostensødelagte vindue.
Hvor kan det ende?
Cirkusset er i disse dage huserende i Aalborg Vestby, hvor de lejer sig ind på Fjordmarken, men det har ikke været uden problemer.
Og de har altså natten til fredag været udsat for hærværk med brosten på en af deres skurvogne.
På den anden side af det ødelagte vindue lå Laura Berdinos datter og niece og sov. De er dog begge uskadte.
- Alt kører gennem ens hoved. Når de kan finde på det her, hvor langt tager de den så?
Tidligere på ugen fortalte TV2 Nord om Per Sørensen, der er træt af store vandmængder på Cirkus Arenas plads.
- Hvad det indeholder, tør jeg ikke at sige. Det er under al kritik. Det skal ikke ske herude, sagde han.
Se hele indslaget herunder:
Cirkus Arena tager sine forbehold
Aalborg Kommune, der udlejer Fjordmarken, har givet påbud til Cirkus Arena om at få spildevandsproblemerne bragt i orden, og det er ifølge kommunen nu gjort.
Laura Berdino erkender, at der kan være vand fra håndvask eller tandbørstning.
- Det, de mener, er, at det er toiletvand, og det er det ikke.
- Jeg spytter mit tandbørstevand ud, og jeg får en brosten igennem vinduet. Jeg synes måske ikke helt, det er rimeligt.
Cirkus Arena er overbevist om, at de ved, hvem gerningsmændene er, og det er ikke Per Sørensen, der er nævnt tidligere.
Nordjyllands Politi har også en mistænkt, som de regner med at snakke med i den kommende fremtid. De finder ikke grund for, at Cirkus Arena skal føle sig utrygge, da politiet ser det som en engangsforestilling.
Cirkus Arena ser dog lidt anderledes på det, og de har vagter på natten til lørdag. Politiet vil dog også have en patruljevogn til at lægge forbi en gang imellem de kommende nætter.