I bedste klatretøsen-stil: To personer anholdt efter cigaretkup for en million kroner

Politiet efterlyser flere personer.

Flere tyve formåede for alvor at score jackpot tilbage i september 2022, da de målrettet fik stjålet cigaretter til en værdi af en million kroner på Coops centrallager på Hobrovej i Aalborg SV.

Ifølge Nordjyllands Politi lykkedes det de langfingrede tyveknægte at bryde igennem taget, inden de klatrede adskillige meter ned og kom afsted med fangsten.

Gerningsmændene formåede dog ikke at slippe af sted med tyveriet. Efter en længerevarende efterforskning indeholdende flere tekniske spor kunne politiet i hvert fald anholde to personer. 

Beder om hjælp

Politiet slog til 25. april, hvor de ransagede flere adresser i Aarhus. Den ene af mændene blev i dag fremstillet i retten i Aalborg, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger, mens den anden blev løsladt efter endt afhøring.

Et vidne så i september minimum fire personer løbe af sted fra gerningsstedet. Derfor beder politiet nu om hjælp fra folk, der har set noget mistænkeligt.

- Nordjyllands Politi efterlyser aktuelt flere personer, som vi mener er relateret til sagen. Vi kender identiteterne, men har en formodning om, at de kan være rejst ud af landet. Det skal dog ikke stoppe os i, at forsøge at finde dem, så de kan blive stillet for en dommer, siger politikommissær ved Nordjyllands Politi, Ulf Munch Sørensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland