Idrætsstuderende tester ung nordjyde med VM-drøm

17-årige Sofie Heby Pedersen fra Aalborg vandt i oktober guld ved ungdoms-OL i Argentina, og den unge mountainbikerytter har store mål for den kommende sæson. Men hvor god form er hun egentlig i? Det satte en gruppe idrætsstuderende fra Aalborg Universitet sig for at teste.

Det er en ung atlet i verdensklasse, der har gjort sin entré i idrætslaboratoriet ved Aalborg Universitet. 17-årige Sofie Heby Pedersen fra Aalborg Mountainbikeklub er en af de bedste unge cykelryttere i verden.

Derfor glæder de idrætsstuderende fra Aalborg Universitet, som er med i den lille, frivillige forening AAU Testlab sig til at se, hvad hun kan præstere, når de tester hendes form.

- Hvis der er mountainbikeryttere, som har nogle referencer, så kan vi se, hvor hun er i forhold til dem, hun kører VM med, siger Jan Hansen, formand for AAU Testlab.

Sofie Heby Pedersen var i superform midt i oktober, hvor hun vandt guld i holdkonkurrencen i cykling ved ungdoms-OL i Argentina. Siden har hun dog holdt pause og nærmest ikke siddet på en cykel, så hun forventer ikke et topresultat i formtesten.

- Jeg regner ikke med, at den er lige så god som i sæsonen, men jeg tror nok, at det skal blive fint, siger Sofie Heby Pedersen.

Drømmer om at blive verdensmester

Den unge cykelrytter er i testen udstyret med en pulsmåler og en maske, som skal måle, hvor meget kuldioxid hun udånder. Sofie Heby Pedersen skal gradvist øge sit watt-tal, indtil hun ikke kan træde længere.

- Og så ser vi på hendes kondital. Da vi testede hende for nogle år siden lå det på 63,09, siger Jan Hansen.

Efter 14 minutters højintens cykling må Sofie Heby Pedersen give op. Det er ikke OL-formen, hun viser i testlaboratoriet i dag.

- Jeg synes, jeg er i dårlig form, siger hun.

Resultatet er dog stadig bedre, end hvad de fleste motionister kan præstere.

- Det virker som om, hun godt kunne klaret det bedre. Det er ikke hendes bedste test, siger Jan Hansen.

Testresultatet giver Sofie Heby Pedersen et billede af, hvor god formen er lige nu. Efter en måneds offseason tager hun hul på forberedelserne til den nye cykelsæson. Der skal hun køre mod verdens bedste U19-ryttere, og den aalborgensiske mountainbikerytter har et stort mål.

- Det er at blive verdensmester, siger Sofie Heby Pedersen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland