Igen kåret til Danmarks bedste
Se reportage fra Danmarks bedste arbejdsplads.
Nordjysk arbejdsplads vinder titel som Danmark bedste for andet år i træk.
For små fire måneder siden startede Julie Jørgensen i Louis Nielsens brillebutik i Hobro. Hun er en af de sidst nye ansatte i den nordjyske brillevirksomhed, der for andet år i træk er blev kåret til Danmarks bedste arbejdsplads.
- Det er mega spændende. Jeg synes, det er en fed arbejdsplads og nogle mega gode kollegaer og søde chefer, smiler optisk assistent Julie Jørgensen.
Hun er faktisk så ny, at hun ikke engang har deltaget i den anonyme spørgeskemaundersøgelse, der har gjort, at nordjyske Louis Nielsen igen har vundet prisen som bedst i kongeriget.
- Det er overvældende og godt sejt gået, siger Julie Jørgensen.
Det er organisationen Great Places To Work, der står for kåringen. Louis Nielsen har vundet i kategorien "Danmarks bedste virksomhed med over 500 ansatte." Prisen bliver uddelt på baggrund af en anonym spørgeskemaundersøgelse blandt medarbejderne, og de 1000 medarbejdere i Louis Nielsens 79 butikker og på hovedkontoret i Aalborg er åbenbart rigtig glade for at gå på arbejde og sælge briller og kontaktlinser.
- Jeg blev utrolig rørt, da jeg hørte, at vi havde vundet prisen for andet år i træk. For mig er den her pris den allersmukkeste, man overhovedet kan vinde, for den gør, at jeg ved, at vores 1000 medarbejdere har det rigtig godt og bedre end i nogen anden virksomhed i Danmark, forklarer administrerende direktør Mads Nygaard.
Mens Julie Jørgensen kun har været få måneder hos Louis Nielsen, så har hendes butikschef i Hobro, været i firmaet i 28 år.
- Det er jo et godt sted at være, så hvorfor skifte noget ud, der fungerer så godt, påpeger Mia Albertsen, der både er chefoptiker og franchisetager hos Louis Nielsen.
Det lyder alt sammen næsten for godt til at være sandt. For så glade er der vel ingen, der rigtig er for at gå på arbejde. TV2 Nord forsøgte derfor at finde ud af, om der slet ikke var noget dårligt ved at arbejde i optikerkoncernen.
- Det var da et godt spørgsmål. Det ved jeg ikke. Det kan jeg ikke svare på, skraldgriner Mia Albertsen, inden hendes nyansatte medarbejder Julie Jørgensen følger op.
- Der er ikke noget, der er værst, smiler Julie Jørgensen
Der har i alt været 200 virksomheder, der ansøgte om at komme med i konkurrencen om at blive Danmarks bedste arbejdsplads. 45 blev udvalgt, og så løb nordjyske Louis Nielsen, der startede som en kontaktlinseklinik i Aalborg i 1978, altså igen i år med sejren.
Ud over Louis Nielsen, så vandt Aalborgensiske Vermund Larsen A/S, der leverer hjælpemidler til mennesker med handicap eller funktionsnedsættelse, i kategorien Danmarks bedste arbejdsplads 2024 for seniorer.