Ild i Gildeborgen i Aalborg: - Kraftige brand- og røgskader
Video: Per Frank Paulsen
Sct. Georgs Gildernes gildeborg i Aalborg fik Nordjyllands Beredskab til at rykke ud, da der var opstået en brand inde i bygningen.
Klokken 13.52 fik Nordjyllands Beredskab meldingen om branden i Gildeborgen på Rafns Allé i Aalborg.
Der er tale om et lejemål i bygningen, som huser et kontor.
Da brandvæsnet kom til adressen, stod flammerne ud af vinduet på første salen, og beredskabet sendte derfor et røgdykkerhold både inde- og udefra.
- Vi får slået brænden ned, da den er ved at gå i tagkonstruktionen, og der er tagpap på taget, som brænder godt, men vi får styr på branden, så der ikke sker yderligere brandudbredelse, siger Anders Brosbøl, der er indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab.
Der var ingen mennesker i bygning under branden.
Især kontoret på bygningens første sal er ramt af kraftige brand- og røgskader, lyder det fra indsatslederen, mens et andet lejemål på første sal også er røgskadet.
Nordjyllands Beredskab er i en skrivende stund i gang med efterslukning på første sal og i tag- og loftkonstruktionen.
Bygningen tilhører Sct. Georgs Gilderne, som er et fællesskab og mødested for både tidligere og nuværende voksne spejdere, FDF’ere eller voksne med en interesse for spejderarbejdet, skriver de på deres hjemmeside.
Det er nu Nordjyllands Politis opgave at finde ud af, hvad der har forårsaget branden.