Ingen havde set det komme: 'Balladen om kolonihaven' er årets TV-program
Foto: Frederik Tybjerg/Kompagniet
Fjolle-Keld og jernet Susanne, som vi alle er kommet på fornavn med over sommeren.
Der er vist ikke længere tvivl om, at 'Balladen i kolonihaven' er en stor succes.
Serien om de mange og store konflikter i kolonihaveforeningen Jørgen Berthelsens Minde i det østlige Aalborg var vanvittigt populær sommeren over.
Næsten en million seere så i gennemsnit med, når afsnittene blev sendt på TV2's kanaler, og er succesen også blevet anerkendt med en stor pris.
Serien har nemlig vundet Echo-prisen for årets TV-program foran store programmer som 'Bachellorette, 'Paradise Hotel S19', 'Sidney' og 'Helt væk på piller'.
Mange store karakterer og personligheder er en del af serien, og her er formanden for kolonihaven, Finn Lund Nyby, en af dem.
Og han er glad.
- Det er jo ikke den første pris, der er vundet, konstaterer han dog først tørt, før han bløder godt op.
- Det er godt, dejligt, og det er overraskende. Ingen havde jo set det komme, og det er sjovt at være med.
Kendisfaktoren lever stadig
Selvom serien lige nu holder en pause fra skærmen, før en formentlig meget ønsket sæson 2 rammer, mærker Finn stadig til berømmelsen.
- Der er jo en del opmærksomhed, og det har jeg det fint med. Det er positiv opmærksomhed, fra dem der reagerer, standser mig og siger hej. Dem der ikke kan lide mig, går formentlig bare forbi og himler med øjnene, men det ser jeg jo ikke, lyder det fra Finn Lund Nyby.
I øjeblikket sker der ikke så meget i kolonihaven, da det er uden for sæson, men formanden kan alligevel berette om fremgang i Jørgen Berthelsens Minde.
- Det går bedre, end det gjorde. Det bliver ved med at bevæge sig i den rigtige retning, siger han, inden han bliver mere konkret.
- Der er mere ro på, end da programmerne blev optaget og fællesskabet styrkes.
Sæson 1 var en succes, og optagelserne til sæson 2 er faktisk gået i gang.
Og det forstår Finn Lund Nyby godt.
- Jeg ved jo godt, at det var en meget stor seersucces. Jeg tror, at der i gennemsnit var 958.000 seere, så jeg forstår godt, at de kommer og siger, at de vil lave en sæson 2, slutter formanden.