LIGE NU:

Internationalt operaikon kommer til Aalborg

Den russiske sopran, Anna Netrebko, kommer til Danmark for at give sin første koncert uden for København.

De nordjyske operafans kan se frem til en oplevelse af de helt store, når den internationalt anerkendte russiske sopran, Anna Netrebko, kommer til Aalborg i 2019.

Til juni næste år gæster den russiske stjerne Musikkens Hus. Anna Netrebko har sunget på alle de største operascener i verden og har tidligere besøgt Danmark, men det er første gang, at hun giver koncert uden for København.

- Det her er stort! Anna Netrebko er et internationalt ikon inden for operaverdenen, og hun har formået at forføre den klassiske scene med hendes fantastiske vokalkontrol og helt særlige karisma og tilstedeværelse, siger Lasse Rich Henningsen, administrerende direktør i Musikkens Hus.

 
 
Foto: Musikkens Hus

Anna Netrebko debuterede som 22-årig på Mariinsky-teateret i Skt. Petersborg. I dag regnes hun blandt operaens superstjerner, og anmeldere har kaldt hende ”det 21. århundredes nye opera-dronning”. Derfor har det også krævet noget helt særligt at få operasangeren til Aalborg.

- Vi er overbeviste om, at vores faciliteter og formidable akustik, som flere gange er blevet rost af store anerkendte operasangere som for eksempel Joseph Calleja, har medvirket til, at Anna Netrebko denne gang har valgt at optræde uden for København, siger Lasse Rich Henningsen.