Isbrag: Pirater blev kølhalet af høgene
Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix)
Duellen på billedet er fra en match d. 13. marts 2018.
Sidste runde af grundspillet bød på nordjysk lokalderby. Frederikshavn White Hawks trak det længste strå imod Aalborg Pirates.
Søndag var der nordjysk brag på isen i Frederikshavn.
Hjemmeholdet bød Aalborg Pirates op til dans, men frederikshavnerne var ikke gæstfrie.
5-2 endte kampen i de hvidblussedes favør, og dermed cementerede White Hawks deres tredjeplads i grundspillet, mens Aalborg Pirates derimod pludselig var afhængige af andre resultater, for at de kunne bevare deres fjerdeplads.
Første periode endte med en enkelt scoring til Aalborg Pirates.
Den blev dog underkendt.
I anden periode lagde Frederikshavn så fundamentet til deres sejr.
To scoringer fra Dale Mitchell og en enkelt fra William Boysen, og så var stillingen lige pludselig 3-0.
Aalborgenserne svarede igen fra starten af tredje periode.
To hurtige scoringer fra henholdsvis Spencer Humphries og Kelin Ainsworth, så var der pludselig spænding før de sidste 18 minutter.
Det blev dog kun til lige ved og næsten. Frederikshavnerne lukkede kampen med to scoringer til slutresultatet 5-2.
For Aalborg endte nederlaget dog med ikke at få de helt store konsekvenser.
Samtidig med at de tabte nordpå, så gjorde Esbjerg det samme i Vojens, hvor de måtte se Sønderjyske tage sejren med 3-1.
Aalborg beholder dermed deres fjerdeplads, og har dermed fordel af en ekstra hjemmekamp i kvartfinalerne.