Iskold idé: Familiefar har lavet en ishockeybane i baghaven

Minusgrader giver nok de fleste lyst til at blive indendøre, men i Gandrup har en familiefar fået en iskold idé. Rasmus Frandsen har nemlig lavet en ishockeybane i baghaven.

Brrr... Det er koldt. Iskoldt. 

Mens minusgraderne giver de fleste lyst til at søge indendørs, har en familiefar fra Gandrup fået en iskold idé.

En idé, der lokker både familiens store og små børn væk fra iPad'en og ud i baghaven. Selv i minusgrader.

Rasmus Frandsen og børn på den hjemmelavede ishockeybane i Gandrup. Det tog to dage at etablere den.
Rasmus Frandsen og børn på den hjemmelavede ishockeybane i Gandrup. Det tog to dage at etablere den.

Rasmus Frandsen er til dagligt ved at videreuddanne sig til flymekaniker, og det foregår - som så meget andet i øjeblikket - hjemmefra. 

- Jeg har sgu fået corona-kuller af at gå herhjemme, siger Rasmus Frandsen. 

Corona-kulleren er for Rasmus' vedkommende kommet til udtryk gennem realiseringen af en idé, han har gået med, siden hans mor fortalte om sin barndom i en etageejendom i Aalborg. Her åbnede viceværten nemlig for vandhanen om vinteren, så gårdens børn med den ene spandfuld vand efter den anden kunne bygge en skøjtebanen på fællesarealerne. 

Rasmus Frandsen fra Gandrup har lavet en ishockeybane i baghaven. Masser af vand og minusgrader er opskriften.

Og da vejrudsigten pludseligt lovede døgnfrost i fjorten dage, greb Rasmus Frandsen muligheden og tændte for haveslangen. 

- Så hældte jeg vand på, ventede på det frøs og så lidt mere vand. Man skal ikke hælde for meget vand på ad gangen, for så smelter vandet isen nedenunder, fortæller han. 

quote Børnene er ikke til at få ind om aftenen. Det vinder også over iPad'en.

Rasmus Frandsen, Gandrup

Påfyldningen startede fredag morgen kl. 7, og søndag klokken 14 var hele familien iført skøjter på 2-6 centimeter tyk is i baghaven. 

- Hvis man gider at vande om natten, går det nok lidt hurtigere, siger Rasmus og tilføjer, at lunere temperaturer lørdag eftermiddag forsinkede processen. 

Familien er klar til skudtræning. Rasmus' ældste søn spiller ishockey i AaB Is, hvor Rasmus selv er hjælpetræner.
Familien er klar til skudtræning. Rasmus' ældste søn spiller ishockey i AaB Is, hvor Rasmus selv er hjælpetræner.

quote Jeg har lovet den næstældste, at hun må starte til hockey næste år.

Rasmus Frandsen, Gandrup

Hobbyen blev lagt på is

Rasmus' ældste søn spiller hockey i AaB Is, hvor Rasmus Frandsen samtidigt er hjælpetræner.  

- Vi plejede at træne to gange om ugen, men det blev lukket på grund af corona. Det kom vi til at savne lidt, fortæller Rasmus.

Derfor var det helt oplagt for familien at bruge det jævne, kolde vejr til at etablere en skøjtebane.

Skøjtebanen er cirka 7 x 14 meter og 2 - 6 centimeter tyk. Haven er ikke jævn, så derfor varrierer tykkelsen.
Skøjtebanen er cirka 7 x 14 meter og 2 - 6 centimeter tyk. Haven er ikke jævn, så derfor varrierer tykkelsen.

Banen måler cirka 7 x 14 meter og kan derfor ikke helt leve op til de 61 x 30 meter en professionel ishockeybane måler. 

Men det betyder ikke noget for børnene.

- De er ikke til at få ind om aftenen. Det vinder også over iPad'en. 

Når isen smelter, håber Rasmus Frandsen, at den nyanlagte græsplæne nedenunder kan klare vandmasserne. Og så skal Rasmus fremover gøre plads til endnu en ishockeyspiller i bilen, når han kører til træning. 

- Jeg har lovet den næstældste, at hun må starte til hockey næste år. Hun er blevet ellevild med at spille ishockey. 

Hun skal dog ikke regne med at træne skud i baghaven næste vinter. 

- Jeg har sagt, at det er første og sidste gang, jeg laver den, så næste år kører vi i ishallen, siger Rasmus Frandsen. 

skøjtebane gandrup
Minusgraderne mærkes for alvor i Nordjylland. Det betyder blandt andet at slæbebåde Gitte Vig bryder is i Limfjorden. Isen er ikke kun hårdt arbejde. Den har også givet anledning til udendørs sjov. I Gandrup har en familie bygget en ishokeybane i forhaven.

Seneste nyt

fra Nordjylland