Jakob og Christian tager kampen op mod ALS
Forskningsprojekt får to millioner.
Jakob Blicher og Christian Holm Steenkjær forsker i den uhelbredelige sygdom ALS og håber på at bringe verden et lille skridt nærmere en behandling.
Og de har nu fået hjælp på vejen. Melsen Fonden støtter nemlig det nye forskningsprojekt med to millioner kroner.
Det skriver Aalborg Universitetshospital på Facebook.
Gråd- og latteranfald
Ved sygdommen ALS nedbrydes nerverne, hvilket over kort tid fører til muskelsvind, vejrtrækningsbesvær og i sidste ende døden. Derudover udvikler næsten halvdelen af patienterne med ALS symptomer, hvor de ud af det blå begynder at græde eller grine.
- Disse gråd- og latteranfald er enormt invaliderende ved en allerede forfærdelig sygdom, idet patienten mister kontrollen og udtrykker noget, vedkommende reelt ikke føler. Ofte sker det i situationer, hvor det er socialt upassende, fortæller Jakob Blicher, der er professor og overlæge ved Neurologisk Afdeling.
Det vides ikke, hvorfor gråd- og latteranfaldene rammer nogle ALS-patienter og ikke andre.
Håber at tage fat i den del af ALS
I projektet skal forskerne derfor foretage avancerede hjerneskanninger på 50 patienter med ALS med og uden disse gråd- og latteranfald.
- Vi ved, at medicin godkendt til antidepressiv behandling allerede efter få dage har en positiv effekt på gråd- og latteranfaldene, men vi ved ikke, hvad der sker i hjernen, når vi giver behandlingen, fortæller Christian Holm Steenkjær.
De to forskere håber, at studiet kan kaste nyt lys over nogle af de mange ubesvarede spørgsmål, der omgærder ALS.
- Der er brug for at belyse ALS fra alle vinkler, hvis vi skal blive klogere, og en dag opklare sygdommens mysterium, så vi kan begynde at gøre folk raske eller forebygge, at de bliver syge, siger Jakob Blicher.
Forskningsprojektet gennemføres i samarbejde med Radiologisk Forskningsenhed på Aalborg UH og Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab på Århus Universitet.