Jakob sad klar med champagnen: I nat blev spændingen udløst
Foto: Privatfoto
Jakob Revald Aarup sad klar med familien og champagne, da der i nat kom svar på studieoptag til landets unge.
I nat fik landets unge svar på, om de er blevet optaget på en videregående uddannelse. 61.351 er blevet tilbudt en studieplads.
Jakob Revald Aarup sad klar, da han til midnat skulle have svar på, om han var blevet optaget på sin drømmeuddannelse.
Han havde som det eneste søgt ind på fysioterapi i Aalborg, og han vidste på forhånd, at der var en risiko for, at han ikke ville komme ind.
- Jeg havde ikke tænkt så meget over, at det var en uddannelse med flere ansøgere end pladser, for det var det, jeg gerne ville. Men dagen op til at svaret skulle komme, kunne jeg godt mærke, at nervøsiteten begyndte at sitre.
Derfor var det også med en vis spænding, at han sad klar med familien, da svaret skulle kom dumpende ind i e-Boks til midnat.
- Min mor, far og storebror var sammen med mig, og vi havde champagnen klar. Men vi måtte vente lidt med at finde ud af, om jeg var kommet ind, fortæller Jakob Revald Aarup.
Der var nemlig kø, og der gik næsten en time, før han vidste, om han skulle fejre aftenen eller drukne sorgerne. Og det forløb da heller ikke helt smertefrit.
Afslag i indbakken
Jakob Revald Aarup havde nemlig søgt både sommer- og vinterstart. Der lå altså svar på to ansøgninger og ventede på ham.
- På min telefon kunne jeg ikke lige se, hvad der var hvad. Og fordi der var gået så længe, havde vi faktisk allerede åbnet champagnen, og jeg var nok ret utålmodig på det tidspunkt, siger han.
Med nervøse fingre åbnede han én af de to ansøgninger. Der var afslag.
- Mine forældre nåede at sige, at det var synd, men at det nok skulle gå, og jeg begyndte at affinde mig med, at jeg ikke var kommet ind.
Reddet af storebror
Men så trådte storebror til. Han tog telefonen fra den let slukørede unge mand og fik sig trykket ind på den anden ansøgning.
- Der stod, at jeg var blevet tilbudt en plads. Og så faldt det hele i hak. For jeg var selvfølgelig blevet afvist til vinterstart, når jeg var kommet ind til sommer, siger en lettet Jakob Revald Aarup.
Dagen derpå er han træt, lettet og håbefuld.
- Det var svært at falde i søvn, så det bliver nok en lidt lang dag på arbejde. Men det er okay, for det hele gik, som jeg håbede på, slutter han.
Den kommende UCN- studerende begynder på sit studie 1. september.