James Morrison planter træ i kildeparken
Foto: Aalborg Kongres & Kultur Center
Ernst Trillingsgaard og James Morrison.
Onsdag gæster den engelsk sanger James Morrison Aalborg for at give koncert, men der bliver selvfølgelig også lige plantet et træ.
Hvis der skulle komme en kendt kunstner forbi Aalborg, er det tradition at plante et træ i Kildeparken i Aalborg. Og lige netop det skete onsdag, da den engelsk sanger James Morrison skulle give koncert i Aalborg Kongres og Kultur Center. Singer-songwriteren plantede træet i forbindelse med aftenens koncert i AKKC, hvor han sammen med sit band giver én af kun tre eksklusive koncerter i foråret - en i Danmark og to i England.
- Det er et privilegie at få lov til at plante et træ mellem alle disse musiklegender. Og så har jeg aldrig prøvet at plante et træ før. Jeg tror faktisk, jeg vil komme tilbage om 20 år, og se det, siger James Morrison.
Ved træet kommer samtidig en højtaler, der spiller kunstnerens musik. Og derfor kommer der til at lyde engelske James Morrison-toner i Kildeparken fremover. Sangeren får sit eget træ i Kildeparken blandt de andre 89 syngende træer. Det første syngende træ blev plantet tilbage i 1987, hvor selveste Cliff Richard var forbi. Siden har store stjerner som Victor Borge, Helmut Lotti og Elton John været en tur forbi. Men mange flere gennem de sidste godt 30 år været forbi for at plante et træ med tilhørende musik.
Det hele har fra starten været lidt af en projekt for den snart pensionsklare Ernst Trillingsgaard, der med James Morrison kan få plantet sit træ nummer 90 – et tal, der har stor betydning for den gamle kulturdirektør.
- Det er sjovt at nå tallet 90, og det er dejligt at have sådan et rundt tal – og så er der jo noget med, at 90 er et godt tal i bingo, siger Ernst Trillingsgaard.