Jobpatruljen i Nordjylland: - Det halter med arbejdsmiljøet for unge fritidsjobbere

Jobpatruljen har på sin første dag i Nordjylland stødt på 16 steder, hvor forholdene er så dårlige for unge fritidsjobbere, at det kræver en opfølgning.

Det kan være svært for unge fritidsarbejdere at gøre noget, hvis de oplever dårlige forhold på deres arbejdsplads. Ofte kender de unge arbejdere ikke deres egne rettigheder, og de tør ikke sige noget til chefen, hvis der er problemer.

Men de udfordringer forsøger den årlige Jobpatrulje at gøre noget ved, når de rejser landet tyndt og besøger arbejdspladser med unge arbejdere for at inspicere forholdene. 

På sin første dag rundt i Nordjylland har Jobpatruljen talt med 51 unge om deres arbejdsforhold. Hele 16 steder stødte Jobpatruljen på så grelle forhold, at det kræver en opfølgning i de lokale fagforeninger. Det er især arbejdsmiljøet, det kniber med.

Et enkelt tilfælde er så grelt, at det formentlig ender med en politianmeldelse.

- Vi synes, 16 sager ud af 51 er mange, så det er klart noget, der gør indtryk, siger Anne Sofie Juul Vejrum, der er Jobpatruljekoordinator i Nordjylland.

Det, de unge fritidsjobbere bliver udsat for, er blandt andet tunge løft, manglende pauser, ulovlig alkoholudskænkning og manglende ansættelseskontrakter.

Anne Sofie Juul Vejrum er Jobpatruljekoordinator i Nordjylland.
Anne Sofie Juul Vejrum er Jobpatruljekoordinator i Nordjylland.
Foto: Jobpatruljen

Flere grelle forhold

Blandt de sager, aktivisterne sendte til faglig opfølgning, er en 17-årig pige, der fortalte, at hun har fået så ondt i ryggen af at stå ved kassen igennem længere tid, at hun må gå til fysioterapeut for egen regning.

Samme ansatte har også overbelastet sit håndled, ligesom hun har oplevet at blive talt grimt til af de øvrige ansatte, og selv om hun har givet chefen besked, er der ikke reageret på det.

Andre eksempler er en ung under 18, der har udskænket alkohol, uden der er en voksen ansat tilstede, seks unge ansatte, der slet ikke har nogen pauser under deres vagter, tre, der ikke har nogen ansættelseskontrakt, en ansat, der skubbede og trak for mange fyldte mælkekasser, én, der ikke er blevet instrueret i tunge løft samt nogle, der selv skal finde afløsere i tilfælde af sygdom.

- Sagen med den unge, der udskænker alkohol, uden der er en ansat på stedet, der er over 18 år, er en klar overtrædelse af restaurationsloven, så den ender vi nok med at politianmelde, siger Anne Sofi Juul Vejrum.

 
 
Foto: Jobpatruljen

Nervøse unge

Generelt føler Jobpatruljen, at de er blevet taget godt imod på de 137 arbejdspladser, der blev besøgt mandag. Men der er en tendens til, at de unge kan være nervøse for at fortælle om forholdene på deres arbejdsplads, og det bekymrer Jobpatruljekoordinatoren.

- Det er ærgerligt, hvis det er et udtryk for, at forholdene ikke er i orden. For mange af de unge er sommerferiejobbet måske deres første rigtige job, og det skulle gerne være en god oplevelse, der ruster den unge til mange års fremtid på arbejdsmarkedet, siger Anne Sofie Juul Vejrum.

Tirsdag besøger Jobpatruljen Skagen og Frederikshavn.


Seneste nyt

fra Nordjylland