Jobpatruljen: Unges arbejdsforhold er blevet bedre

Traditionen tro er Jobpatruljen rykket ud for at tale med de unge om deres rettigheder på arbejdsmarkedet, og det ser ud til, at forholdene er blevet bedre i Nordjylland.

Der er travlt i madafdelingen i Føtex i Nørresundby, hvor 17-årige Olivia Toftdahl Andersen har arbejdet i snart to år. 

I dag er hun i gang med at åbne papkasser, pakke varer ud og sætte dem på plads efter den rigtige dato, da hun får et særligt besøg. Det er fagbevægelsens Jobpatrulje, der traditionen tro besøger de unge over sommeren for at tale med dem og høre til deres arbejdsforhold. 

- Det er godt, at der er nogen, der kommer og tjekker det hele, så alt er under kontrol, siger Olivia Toftdahl Andersen, der bor i Nørresundby. 

quote Du kan godt blive lidt en træls medarbejder, hvis du ikke gør, hvad der bliver sagt

Olivia Toftdahl Andersen, ungarbejder, Nørresundby

Vigtigt at kende rettigheder

I mere end 40 år har Jobpatruljen besøgt ungarbejdere og deres arbejdsgivere, og patruljens opgave er at sikre, at de unge har de arbejdsforhold, som loven sikrer dem. 

- Vi kigger blandt andet på, om de har en kontrakt, om de får en lønseddel og om de arbejder de timer, som de må, siger Asbjørn Lyngdrup Persson, der for tredje år i træk er frivillig i Jobpatruljen. 

Det lyder som simple spørgsmål, men de er vigtige at kende svarene på, lyder det fra Jobpatruljens koordinator. 

- Det er deres første møde med arbejdsmarkedet, og de skal være på arbejdsmarkedet mange år endnu. Så det er supervigtigt, at de får en god start og bliver klar over, at de rent faktisk har nogle rettigheder, som man skal være opmærksom på, siger Ida Bang Jensen.

Olivia Toftdahl Andersen har arbejdet i Føtex i snart to år.
Olivia Toftdahl Andersen har arbejdet i Føtex i snart to år.
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord

Færre og færre sager 

Her i Nordjylland begyndte Jobpatruljen sin tur i mandags, og allerede nu lyder det, at det kun er i hver fjerde tilfælde, der er en sag at gå videre med, mens det tidligere var hver tredje. 

I løbet af de første tre dage har Jobpatruljen interviewet 146 unge i Nordjylland, og de har sendt 33 sager videre til de relevante fagforbund, der skal kigge på dem. 

- Det er et bevis på, at det arbejde, som Jobpatruljen laver, virkelig har en effekt, siger Asbjørn Lyngdrup Persson. 

Svært at sige fra

Ifølge Jobpatruljen er det oplysning, der har gjort forskellen - og det er oplysning, der skal til, hvis tallet skal endnu længere ned. 

- Jeg tror ikke, det er med ond vilje, hvis nogen laver en fejl. Det er måske mere, fordi de mangler information, siger Ida Bang Jensen. 

I Føtex i Nørresundby kender Olivia Toftdahl Andersen sine rettigheder, men hun forstår godt, hvis det kan være svært for andre unge at sige fra over for deres arbejdsplads. 

- Du kan godt blive lidt en træls medarbejder, hvis du ikke gør, hvad der bliver sagt, siger Olivia Toftdahl Andersen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland