- Det er helt nostalgisk, fordi vi har brugt så mange timer af vores liv på ishockey, siger Lars Jakobsen, da han kigger på billeder i familiens gamle fotoalbummer.
Han og hustruen Gitte har opfostret tre børn i parcelhuset i Klarup ved Aalborg, og selvom der ikke ligger en ishockeybane i baghaven, skal to medlemmer af familien i februar til vinter-OL i Kina som en del af de danske ishockeylandshold.
Mine forældre har været en kæmpe opbakning for mig.
Josefine og Julian Jakobsen har spillet ishockey det meste af deres liv. Og de gør det på så højt niveau, at de begge er med på det historisk store danske hold af atleter, som i februar deltager i vinter-OL i den kinesiske hovedstad Beijing.
34-årige Julian Jakobsen, som til daglig er kaptajn for Aalborg Pirates’ hold i Metal Ligaen, er med på det danske herrelandshold i ishockey, mens 30-årige Josefine Jakobsen er kaptajn for kvindelandsholdet. Hverken kvinde- eller herrelandsholdet har tidligere deltaget i den olympiske ishockeyturnering.
Så søskendeparret er altså med til at skrive idrætshistorie ved vinterlegene i Kina.
Ishockey er en lille sport i Danmark. Særligt på kvindesiden, hvor der i alt er 845 aktive spillere. Derfor er det en helt unik præstation, at Danmark kan samle et landshold så stærkt, at det er lykkedes at booke en OL-billet efter point mod Tyskland i den afgørende kvalifikationskamp.
- Vi har haft en god grundstamme på landsholdet i mange år, og vi har været tæt på før også. Nu når det endelig lykkes, er det kulminationen på vores hårde arbejde, sagde Josefine Jakobsen til TV 2 SPORT, da OL-kvalifikationen var en realitet.
For Josefine Jakobsen er det dog ikke kun det, at hun er på landsholdet i en sportsgren med få udøvere, der har fået drømmen om at komme til de olympiske lege til at virke utopisk.
Det er nemlig lykkedes for hende til trods for, at hun er født med et hørehandicap.
Hendes hørelse er nedsat med 80 procent, og det betyder, at hun ikke kan høre hverken sine holdkammerater eller træneren, når hun er på isen, og spillet er i gang.
- Jeg er nødt til at orientere mig og kigge op hele tiden, når jeg ikke kan høre, og det tror jeg er en af mine største styrker som ishockeyspiller.
- Jeg ser isen rigtig godt, fordi jeg bliver nødt til at være et skridt foran, fortæller Josefine Jakobsen.
Som centerspiller er hun ofte den, der skal føre pucken frem over isen og finde holdkammeraterne foran modstandernes mål. Det er Josefine Jakobsen eminent til at gøre, selvom hun ikke kan høre, når andre kalder på pucken.
- Jeg tror, det er kommet automatisk. Jeg har haft den sans i stedet for. Der er mange, der siger, at jeg har øjne i nakken, og det forsøger jeg bare at bruge så godt, jeg kan.
Josefine Jakobsen tog tidligt i livet sine første skøjtetag. Forældrene var interesserede i sporten, og Josefines ældre søskende blev meldt ind i Aalborg Ishockey Klub. Derfor var det helt naturligt, at hun også skulle prøve kræfter med det kolde og glatte underlag.
- Jeg fik mine første skøjter på nærmest lige efter, jeg havde lært at gå, så det kom meget tidligt. Det var nok bare sådan, det skulle være, siger Josefine Jakobsen.
Forældrenes fotoalbum indeholder derfor også billeder af yngre udgaver af Josefine og Julian Jakobsen i fuld AIK-trikot med klubbens logo - den sorte og frygtindgydende panter - på brystet.
Det er naturligvis en efterrationalisering, men de to søskendes blik virker allerede dengang stålsatte, og det vidner om to unge ishockeyspillere, der tager deres sport seriøst.
- Jeg synes, det er verdens fedeste sport. Der er fuld fart på hele tiden. Det er fysisk, og der er mange ting, man skal holde styr på samtidig, siger Josefine Jakobsen om baggrunden for, at hun faldt for ishockeysporten.
- Man skal både skøjte, skyde og aflevere pucken. Så ishockey har hele pakken.
Der er fire år imellem Josefine og Julian, så de spillede ikke på samme hold i ungdomsårene. Josefine spillede på drengehold, da der var for få piger til, at de kunne danne deres eget hold.
- Jeg spillede med drengene, indtil jeg var 15 år. Jeg var en del af holdet ligesom alle de andre, og jeg er altid blevet behandlet godt, fortæller hun.
Julian Jakobsen blev som 17-årig rykket op på seniorholdet i AaB Ishockey, hvor han i tre sæsoner i træk var med til at vinde DM-sølv med barndomsklubben. Hans karriere tog for alvor fart, da han i 2007 skiftede til Odense Bulldogs.
I sommeren 2008 flyttede en 17-årig Josefine Jakobsen til den svenske hovedstad Stockholm for at fortsætte karrieren der, og året efter fik hun selskab af sin storebror, da Julian Jakobsen skrev kontrakt med klubben Södertälje SK, der holder til cirka 30 kilometer sydvest for Stockholm.
Josefine Jakobsen var allerede som 14-årig blevet så god, at hun blev udtaget til det danske kvindelandshold. Året efter lavede Nordjyske et portræt af det nordjyske ishockeytalent, og der luftede Josefine sine OL-drømme.
- Til december skal vi til Norge og spille træningskampe, men målet er at komme med til vinter-OL i Vancouver i 2010. Og så har jeg et mål om at komme med til VM i Japan i marts og april næste år, lød det dengang fra Josefine Jakobsen.
Hun VM-debuterede for Danmark i 2008 ved C-VM, hvor det blev til seks mål og syv assists i fem kampe. Dermed slog Josefine Jakobsen hurtigt fast over for omverdenen, at talentet var stort.
Det samme var ambitionerne.
Efter flere stærke sæsoner i Aalborg-trøjen var Josefine i 2007 skiftet til Herlev, som var den førende danske klub på kvindesiden. Her lavede hun hele 79 point i bare 12 kampe i 2007/08-sæsonen og blev dermed suveræn topscorer i den danske kvindeliga.
Målet om at se, hvor langt talentet rakte, fik Josefine Jakobsen til at rykke teltpælene op efter et enkelt år i Herlev for at flytte til Stockholm, hvor hun skulle spille for klubben Segeltorps IF.
- Jeg vil være den bedste ishockeyspiller, jeg kan blive. Og der bliver man nødt til at søge uden for Danmarks grænser, forklarer Josefine Jakobsen om skiftet.
- Jeg ville forsøge at blive så god som muligt og møde de bedste spillere i verden. Gør man ikke det, så når man nok heller ikke det topniveau, man gerne vil nå.
Tre sæsoner i Sverige bød på masser af succes for Josefine Jakobsen og holdkammeraterne. De blev svenske mestre i 2010 og 2011, og Josefine markerede sig i alle sæsonerne som en af de absolut bedste unge spillere i den stærke svenske liga.
Det nordjyske søskendepar kunne bruge tid sammen i den svenske hovedstad i de to år, hvor de begge spillede i klubber tæt på Stockholm, og forældrene kunne uden større besvær besøge både Julian og Josefine og overvære kampe i de bedste svenske rækker på både kvinde- og herresiden.
- Mine forældre har været en kæmpe opbakning for mig. Man kan ikke tjene så meget på at være kvindelig ishockeyspiller, men de har gjort det muligt for mig at udleve min drøm, siger Josefine Jakobsen.
- Jeg kunne ikke have gjort det uden dem.
Far Lars fortæller, at han og mor Gitte har gjort, hvad de kunne for at støtte Josefine og Julian i deres ishockeykarrierer. Men den største gave, børnene har fået med sig fra barndomshjemmet i Klarup, er ifølge ham et unikt vinderinstinkt.
- Vi er vindere. Selv vores barnebarn på syv år får ikke lov at vinde i Ludo. Vi har naturligvis bakket Josefine og Julian op, men de har selv haft viljen til at tage de skridt, der skulle til, siger Lars Jakobsen.
Det blev dog mere kompliceret for forældrene at være til stede til både Josefines og Julians kampe i sommeren 2011.
Her kom Josefine Jakobsen nemlig ind på University of North Dakota. Det betød, at hun flyttede til byen Grand Forks, der ligger midt i USA nogle få hundrede kilometer syd for den canadiske grænse.
Dermed var nordjyden for alvor langt væk fra barndomshjemmet i Klarup de næste fem år.
- Det var nogle af de bedste år i mit liv - både personligt og i forhold til ishockeyen. Det var den periode, hvor jeg lærte mest om mig selv, fortæller Josefine Jakobsen.
- Jeg var meget langt hjemmefra, og så tror jeg bare, USA er toppen af poppen, når det gælder kvindeishockey. Vi blev betragtet som professionelle.
Julian Jakobsen fortsatte efter tiden i Sverige sin karriere hos tyske Hamburg Freezers. I februar 2013 ventede et stort mål for ham og herrelandsholdet. De skulle spille OL-kvalifikationsturnering på hjemmebane i Vojens, hvor Danmark dystede med Ukraine, Slovenien og Hviderusland om en billet til vinter-OL i russiske Sochi i 2014.
Kvalifikationsturneringen endte som en kæmpe skuffelse for danskerne, der måtte se Slovenien tage OL-billetten. Heller ikke Josefine Jakobsen og kvindelandsholdet formåede at kvalificere sig til vinter-OL. Hverken i 2010 - som hun først drømte om - eller i 2014.
- Det hårdeste var nok kvalifikationen til Sochi 2014, hvor vi var én kamp fra at kvalificere os til OL. Vi tabte til Japan. Det var skuffende at tabe, men vi overraskede alt og alle med at komme så langt, siger Josefine Jakobsen.
Frygtede du, at det aldrig ville lykkes jer at komme til OL?
- Jeg har aldrig frygtet det. Jeg har altid haft drømmen, men jeg vidste, at det ville blive svært, men bestemt heller ikke umuligt. Alt skal spille samtidig med, at alle brikker skal falde på plads.
Årene i USA modnede Josefine Jakobsen. I 2016 flyttede hun tilbage til Stockholm, hvor hun skulle tørne ud for Djurgårdens IF, som hun stadig spiller for i dag.
Josefine var en af de mest erfarne spillere på Djurgården-holdet, og det store højdepunkt i hendes tid i klubben indtraf i foråret 2017, hvor hun blev topscorer i slutspillet, da Djurgården blev svenske mestre.
Samme år blev hun kåret til årets danske kvindelige ishockeyspiller.
Hørehandicappet har været Josefines følgesvend på rejsen rundt i ishockeyverdenen, men har ikke fyldt meget i bevidstheden hos nordjyden eller de mennesker, hun har mødt på sin vej.
- Ærlig talt så har jeg ikke fået så mange reaktioner. Det er ikke noget nyt, at jeg har høreapparater og spiller på eliteniveau. Det er mest journalister og folk udefra, der ikke kender så meget til mig som ishockeyspiller og det at have et hørehandicap.
- Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke vil kendes ved, at jeg har et handicap. Spørger folk mig, så snakker jeg også om det, men ellers er det som sådan ikke noget, jeg bringer på bordet.
I 2018 var der igen vinter-OL. Denne gang fandt legene sted i sydkoreanske Pyeongchang, hvor en lille dansk delegation var en del af indmarchen.
Det var nemlig heller ikke denne gang lykkedes nogle af ishockeylandsholdene at kvalificere sig. Så Danmark måtte nøjes med at have atleter med i curling, alpint skiløb, freestyle-skiløb, hurtigløb på skøjter og langrend.
Selvom familien Jakobsen måtte se vinter-OL hjemme fra sofaen, bød året dog alligevel på et stort ishockeyøjeblik. I slutningen af april lykkedes det Aalborg Pirates at vinde det danske mesterskab i ishockey efter 37 års guldtørke.
Og manden, der skulle løfte DM-pokalen, var Julian Jakobsen, som i 2016 vendte hjem til Aalborg, da Hamburg Freezers gik konkurs.
- Det er ubeskriveligt. Man skal prøve det. Nu har jeg prøvet det. Hold kæft altså. Det er så fedt, sagde Julian Jakobsen, da mesterskabet var sikret.
En stor drøm var gået i opfyldelse, men den største af dem alle - i hvert fald for Josefines vedkommende - blev stadig jagtet: Deltagelse ved OL.
Det blev i sensommeren og det sene efterår 2021, at det endelig lykkedes.
I slutningen af august var Julian Jakobsen med på det danske herrelandshold, som ved kvalifikationsturneringen i Oslo slog de norske værter i den afgørende kamp og kvalificerede sig til vinter-OL i Beijing.
Det er kæmpestort. Det er en drøm, jeg har haft, siden jeg var en lille pige.
I november skulle lillesøster Josefine som kaptajn for kvindelandsholdet forsøge at sikre sine tropper en OL-billet. Her skulle der et stort comeback til i den afgørende kamp mod Tyskland. Danmark skulle bruge mindst ét point for at komme til OL, men kom bagud med 2-0.
I sidste minut af anden periode lykkedes det danskerne at reducere, og i tredje periode fik Silke Glud udlignet til 2-2, som også var resultatet efter den ordinære spilletid.
Dermed var OL-deltagelsen sikret, selvom danskerne tabte med 3-2 efter straffeslag.
- Det er kæmpestort. Det er en drøm, jeg har haft, siden jeg var en lille pige, siger Josefine Jakobsen.
- Jeg satte en række mål, da jeg var 15-16 år, og et af dem var at komme til OL. Det er lidt uvirkeligt, at det endelig er sket.
- Det var højst sandsynligt også mit sidste forsøg, så jeg er glad for at det endelig lykkedes efter alle års hårde arbejde og slid.
Fra 4. februar går det løs i Beijing.
Kvindelandsholdet med Josefine Jakobsen som kaptajn spiller allerede på åbningsdagen, mens Julian Jakobsen og herrelandsholdet spiller første kamp 9. februar.
- Jeg må nok være ærlig og sige, at vi ikke havde regnet med, at vi begge skulle afsted på samme tid. Det er jo bare kæmpestort, og vi glæder os til at dele den oplevelse, siger Josefine Jakobsen.
Og storebror Julian ser også frem til oplevelsen i Kina.
- Det er nok det største, der er sket i min karriere, som efterhånden har været lang. Det er først nu, hvor vi nærmer os, at det begynder at gå op for en, hvor stort det egentlig er, siger Julian Jakobsen.
Josefine og Julian er et af flere søskendepar, der skal til OL i år som en del af henholdsvis kvinde- og herrelandsholdet i ishockey. Et forhold, der gør OL-deltagelsen ekstra speciel.
- Jeg håber, der bliver tid til at drikke en kop kaffe sammen eller opleve noget sammen. Jeg håber da helt sikkert, vi kan komme til at se hinanden spille, siger Josefine Jakobsen.
- Det er meget specielt, men jeg håber da, vi får chancen for at få nogle fede stunder sammen derovre. Det bliver stort, siger storebror Julian Jakobsen.
Forældrene Gitte og Lars Jakobsen har fulgt både Josefine og Julian på deres færden rundt på alverdens isflader.
Men OL-kampene kommer de ikke til at se fra tilskuerrækkerne i hallerne. Coronarestriktioner betyder nemlig, at det kun er et meget begrænset publikum, der får adgang.
- De har været med overalt, hvor det har været muligt, og de har støttet mig og Julian ved de turneringer, de har haft mulighed for at rejse med til, siger Josefine Jakobsen.
- Derfor er det også superærgerligt, at de ikke kan komme med til Kina. Men jeg tror, de sidder lige så stolte derhjemme ved fjernsynet.
Gitte og Lars Jakobsen har da også allerede skrevet børnenes OL-kampe ind i kalenderen.
- Vi tilrettelægger vores job sådan, at vi kan se det. 4. februar spiller kvinderne klokken 5.10 dansk tid, så den kan vi se i sengen, siger Lars Jakobsen.
Det er ikke kun forældrene i Klarup, der er stolte. Det er Josefine Jakobsen også selv, fordi den OL-drøm, hun løftede sløret for i 2006, nu går i opfyldelse.
Hun har skabt sig en ishockeykarriere og er blevet en af de bedste indenfor sin sport, selvom hun var nødt til at finde andre strenge at spille på, når den verbale kommunikation på isen ikke er en del af hendes repertoire.
- Jeg ser mig selv som ishockeyspilleren Josefine og ikke ishockeyspilleren Josefine med et hørehandicap. Det er ikke, fordi jeg ikke vil have fokus på det, jeg har bare aldrig set mig selv sådan.
- Ishockey er mit fristed og gør lidt, at jeg glemmer alt andet, blandt andet mit handicap, siger Josefine Jakobsen.
Selvom jeg ikke selv råber så højt om mit hørehandicap, så vil jeg helt sikkert gerne vise andre - børn som voksne - at intet skal stå i vejen for dine drømme. Heller ikke et handicap.
Allerede fra hun var helt lille, har Josefine Jakobsen vist evnen til at trodse det, andre mente var muligt for hende.
- Da Josefine var tre år, var der en talepædagog, som sagde, at hun aldrig kom til at tale og have sprog. Det fik talepædagogen ikke ret i, fordi Josefine er sej og kæmper for at nå de mål, hun sætter sig, fortæller Lars Jakobsen.
Josefine Jakobsen håber, at hendes historie kan inspirere andre til også at turde drømme stort.
- 100 procent. Selvom jeg ikke selv råber så højt om mit hørehandicap, så vil jeg helt sikkert gerne vise andre - børn som voksne - at intet skal stå i vejen for dine drømme. Heller ikke et handicap. Kast dig ud i det og tro på dig selv, siger hun.
Og spørgsmålet er naturligvis, om Josefine Jakobsen har mere tilbage at drømme om inden for sporten.
- Nu tager vi OL først, og så har vi også et A-VM på hjemmebane i Frederikshavn og Herning senere i år, siger Josefine Jakobsen.
- Det havde jeg heller aldrig troet, skulle ske i min karriere, så det er noget, jeg også ser frem til.
Får vi en OL-medalje med hjem fra Kina?
- Man skal aldrig stoppe med at drømme. Vi gør det bedste, vi kan, og så må vi se, hvor langt det rækker.
Interviews: Mogens Jørgensen
Denne webdok er skrevet af Christian Henriksen
