Jul på hjul: 88-årige John rockede selv med til plejehjemskoncert
Musikkaravanen spiller fem plejehjemskoncerter om dagen.
December er lig med sang, sammenhold og traditioner.
Men for de nordjyske plejehjemsbeboere kan det være svært selv at opsøge koncerter og andre af julens kulturelle tilbud. Derfor har Aalborg Kommune sendt et nyt tilbud på vejene, hvor julestemningen er kommet på hjul.
Mens de sidste lydprøver er i gang, begynder publikum at indfinde sig til koncert på Storvorde Plejecenter.
-Jeg kan nok følge med i nogen af dem, for noget af det er nok gammel børnelærdom, vi har lært i skolen, siger beboer John Rosenmeyer om sine forventninger til koncerten.
Og det er overvejende kendte toner, som ”Dejlig er Jorden” og ”Jeg så Julemanden kysse Mor,” der gjalder ud over parkeringspladsen ved plejecenteret.
- Mange kommer til at tænke tilbage på dengang, deres børn var små, boede i eget hjem og måske selv holdt juleaften, siger social- og sundhedsassistent på Storvorde Plejecenter Bodil Heidelbach.
Aalborg Kommune har via KORMA (Kompetencecenter for rytmisk musik i Aalborg) samlet firemandskoret, der fra en julepyntet ladvogn synger både klassiske og mere moderne julesange for plejecenterpublikummet.
Takket være en ny batteritrailer kan Aalborg Kommunes ’jul på hjul’-koncept nå fem koncerter på en dag.
- Vi havde ikke kunne lave det uden den. For så skal vi række til med strøm, og det bliver et helt andet setup, siger chefkonsulent ved Aalborg Kommune Claus René Kjærulff Pedersen,
Han er meget begejstret for kommunens egenudviklede mobilbatteri, som ifølge chefkonsulenten allerede har vakt interesse hos flere andre kommuner.
På parkeringspladsen foran plejecenteret i Storvorde er det ikke kun 88-årige John Rosenmeyer og de andre beboere, der får noget ud af musik og fællessang.
- Jeg synes virkelig, vi kan mærke med det her, at når vi kommer ud, så gør vi faktisk en lille forskel, og det gør også en forskel for os, siger en af de fire optrædende Marie Vilsbøll.
Efter en lille halv time er koncerten slut og klar til at rulle videre til næste show. Beboerne kan igen tøffe ind i varmen – lidt kolde, men samtidig opløftede.
- Det er skønt at komme ud i frisk luft med sådan nogle unge mennesker, der kommer og synger for os. Det er virkelig sjovt, så det skal være sådan for eftertiden, siger John Rosenmeyer.