Julemarked i Aalborg Kloster bød på traditioner
Julen er traditionernes tid, og traditioner var der rigelig af i dag på Sct. Georgs Gildes årlige julemarked i Aalborg Kloster.
Arrangørerne af markedet er 11. Sct. Georgs Gilde, som består af 26 kvinder - alle med en fortid i spejderbevægelsen. Gennemsnitsalderen på medlemmerne af gildet er 76 år, så fornyelser af markedet er noget, der sker med meget små skridt.
- Sidste år udvidede vi det med en børnetombola, og vi har også før i tiden haft en fiskedam, for der skulle også være noget for børnene, siger Inge Ringgaard fra 11. Sct. Georgs Gilde.
Gæsterne sætter pris på, at de forskellige markeder ligner hinanden år efter år.
- Det er den samme hygge, og det er den, man kommer ind for at opleve. Det er hele stemningen herinde og orkesteret herude, der spiller hvert år. Det er superhyggeligt, siger Rikke Hald Jørgensen fra Sulsted.
Rikke Hald Jørgensen og hendes farmor har i over 20 år trofast besøgt det traditionelle julemarked sammen, og det kan de sandsynligvis blive ved, for selv om årets udgave af markedet er nummer 46 i rækken, bliver det ikke det sidste.
- Vi håber, det forsætter mange år frem, siger Inge Ringgaard fra 11. Sct. Georgs Gilde.
Overskuddet fra julemarkedet sidste år blev på knap 20.000 kroner, og de blev givet til to spejderkorps og til vægudsmykning på Hospice i Aalborg.