Kæmpe skuffelse i Gigantium: Aalborg Pirates misser chance for guld
Foto: Bo Amstrup, Scanpix
Aalborg Pirates misser guldet fredag aften.
Efter tre altdominerende finalekampe mod Herning Blue Fox taber Aalborg Pirates fjerde kamp i finaleserien.
Den historiske titel var indenfor rækkevidde, da Aalborg Pirates fredag aften spillede fjerde kamp i finaleserien mod Herning Blue Fox.
Men selvom 5000 publikummer og hele Aalborg var klar til guldfest efter tre tidligere og overbevisende sejre fra piraterne, blev det desværre til et nederlag for nordjyderne, der nu må kæmpe videre for at blive danske mestre.
Det var en meget intens kamp, hvor begge hold gav den fuld gas lige fra pucken blev kastet for første gang.
Kun få minutter inde i kampen fik Quenneville fra Aalborg Pirates kampens første udvisning, men ikke ret mange minutter senere gjorde Hernings Blue Fox ham kunsten efter med endnu en udvisning.
Både Julian Jacobsen og Martin Højbjerg havde flere chancer i første periode, men Simon Nielsen stod stærkt i det midtjyske mål, og ingen af chancerne blev forløst.
I anden periode kom begge hold igen til mange chancer.
Martin Højbjerg missede en kæmpe chance kort inde i perioden, og selvom Mikkel Højbjerg fulgte op, fik han heller ikke pucken i mål.
Efter seks minutters spil fik Herning Blue Fox dog fart under skøjterne og tog føringen, da Lasse Lassen sendte pucken i nettet til 1-0.
Igen halvvejs inde i anden periode scorede de midtjyske gæster. Anders Poulsen sendte pucken forbi Tadeas Galansky og gjorde det til 2-0.
Kun tre minutter efter Herning Blue Foxs anden scoring sendte de igen pucken i mål. Denne gang var det Patrick Madsen, der scorede på grund af et kæmpedrop af Galansky.
Gæsternes tre hurtige scoringer fik piraternes træner til at tage timeout, og gav spillerne en ordentlig opsang.
Og det så ud til at hjælpe, for med tre minutter tilbage i anden periode fik Aalborg Pirates endelig heldet med sig, da Kiril Kabanov trak pucken op i hjørnet og scorede til 3-1.
Se målene fra første og anden periode herunder:
Da tredje periode begyndte var piraterne ekstra tørstige på mål efter en katastrofal anden periode med alt for mange fejl.
Det gav pote efter seks minutters spil, hvor Olivier Hinse sendte pucken i mål, og fik næsten hele Gigantium til at juble.
Se piraternes sidste mål herunder:
Det var dog ikke nok til en sejr. Resultatet blev 3-2 til Herning Blue Fox.
Piraternes chance for guld er dog ikke endeligt passeret. Igen på søndag har de chancen for at blive danske mestre, når de møder Herning på deres hjemmebane i finalekamp nummer fem.