Kærby skal indsamle mad- og drikkekartoner
Mad- og drikkekartoner skal væk fra restaffaldet i Aalborg Kommune senest i 2022. Se indslaget om sorteringen af affaldet på RenoNord.
Borgerne i Aalborg-bydelen Kærby skal indtil marts 2022 indsamle mad- og drikkekartoner som led i en undersøgelse af, hvor store genbrugsmulighederne er.
Borgere i Kærby skal det næste halve år hjælpe Aalborg Kommune med at undersøge mulighederne for at genbruge mad- og drikkekartoner. Det skal ske ved, at de omkring 500 husstande i Aalborg-bydelen sorterer kartoner fra restaffaldet og i stedet afleverer det i samme container, de i forvejen bruger til plast og metal, lyder det i en pressemeddelelse fra Aalborg Kommune.
Dermed får kommunen mulighed for at vurdere genbrugsmulighederne, fortæller renovationschef Jens Boye.
- Med forsøget i Kærby kan vi undersøge, hvor store mængder vi får ind - hvad det vejer og fylder, og hvilken kvalitet kartonerne har. Derudover får vi et indblik i, om vores kommunikation med borgerne virker, og hvor ofte vi bør tømme containerne, siger han.
Men de ansatte ved RenoNord har allerede været i gang med at teste mulighederne.
- Alle kollegaerne på RenoNord har haft kartoner med i posevis, som vi har kunnet øve os på, siger René Michael Jensen, som er driftsleder på RenoNord.
Kartoner har værdifulde fibre
Papirfibrene i kartoner har høj og ensartet kvalitet, og derfor er der et stort potentiale i at genanvende dem i stedet for at brænde dem, fortæller Jane Stampe, der er vicedirektør i Miljø- og Energiforvaltningen i Aalborg Kommune:
- Det er langt bedre, at vi tænker cirkulært og genbruger kartonerne fremfor at bruge nyt og jomfrueligt materiale i produktionen. Vi skal passe på vores ressourcer, så jo mere vi kan genanvende, desto bedre er det, siger hun.
Sendes til Sverige
Når kartonerne kommer til Reno-Nord, bliver de sorteret og presset sammen i store paller. Herefter vil de blive kørt til et genanvendelsesanlæg formentlig i Sverige, der har specialiseret sig i at adskille og genanvende materialerne.
- Den slags virksomheder har vi endnu ikke i Danmark, men vi er i dialog med flere virksomheder, som forhåbentligt meget snart kan aftage og genanvende kartonerne her i landet. Vi bliver nødt til at starte et sted, og når vi alle begynder at sortere kartonerne fra, vil industrien i Danmark følge med og investere i anlæg, der kan klare opgaven, siger Jane Stampe.
Aalborg Forsyning forventer, der kan indsamles otte kilo kartoner årligt i hver husstand, hvilket svarer til 150 kartoner pr. borger årligt, lyder det i pressemeddelelsen fra Aalborg Kommune.
Alle kan deltage
Sideløbende med forsøget i Kærby, kan alle midt i september aflevere mad- og drikkevarekartoner i særlig containere på Aalborg Kommunes genbrugspladser.
Du kan læse mere om genbrug af mad- og drikkekartoner på Aalborg Forsynings hjemmeside.