Kampesten og træværk spærrer vej i Hals: Grundejerne kalder det for den nye Berlinmur

En ny grundejerforening i Hals har fået spærret den lille vej Vestvej i Hals af på midten. Til stor utilfredshed for beboerne på vestsiden af afspærringen, der nu får 1,5 kilometer længere til stranden.

Der er udbrudt noget, der ligner en nabokrig i et sommerhusområde i Hals. En lille gruppe af sommerhusejere har etableret en helt ny grundejerforening, og fået tilladelse til at spærre en vej for gennemkørsel. Til stor frustration for flere end 100 sommerhusejere, som nu skal ud på en større omvej for at komme ind til deres huse.

- Man har simpelthen etableret en stor afspærring med kampesten og træværk. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde, siger John Bragenholt Christensen, der er formand Grundejerforeningen Skovshoved.

Med den massive afspærring er Vestvej i sommerhusområdet lidt nord for Hals blevet delt i to.

- Grundejerne heroppe kalder det for den nye Berlinmur, siger John Bragenholt Christensen.

quote Grundejerne heroppe kalder det for den nye Berlinmur

John Bragenholt Christensen, formand Grundejerforeningen Skovshoved

Det er dem på østsiden, der har stillet afspærringen op. 11 grundejere er brudt ud af grundejerforeningen Bisnap Nord for at danne deres egen lille grundejerforening Vandet. Kun med det formål at få en afspærring.

- Den rednings- og brandbom, der var på et tidspunkt, blev pillet ned. Det er vi kede af, så derfor har vi nu fået vores ønske om en permanent afspæring opfyldt, forklarer Charlotte Moosdorf, der er bestyrelsemedlem Grundejerforeningen Vandet.

Det var dem på vestsiden, Grundejerforeningerne Skovshoved og Søgårdsvej med flere end 100 sommerhuse, der fik fjernet rednings- og brandbommen. Men nu har dem i øst altså banket en permanent afspærring op.

- Vi føler, at det er et overgreb fra både kommunen og Grundejerforeningen Vandet. Vi er slet ikke blevet hørt inden afspærringen pludselig stod der, siger John Bragenholt Christensen.

Det er Aalborg Kommune, der har givet tilladelse til afspærringen. Det behøver dog ikke være lovligt af den grund.

quote Vi føler, at det er et overgreb fra både kommunen og Grundejerforeningen Vandet. Vi er slet ikke blevet hørt inden afspærringen pludselig stod der

John Bragenholt Christensen, formand Grundejerforeningen Skovshoved

Det vejretslige har kommunen nemlig ikke taget stilling til, og dem på vestsiden mener, at de har vundet hævd til bruge vejen som de har gjort det de seneste 45 år.

Foreløbig har afspærringen på en splittet vej i et sommerhusområde lidt nord for Hals stået der i syv dage.

Sommerhusbeboerne vest for afspærringen har nu fået 1,5 km længere til stranden, når de tager bilen.


Seneste nyt

fra Nordjylland