Kan lillebror overraske storebror? Nordjyske klubber kæmper om førstepladsen
Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
I skrivende stund ligger de to nordjyske klubber på første og andenpladsen.
Der var nok ikke mange eksperter, der havde troet, at Aalborg Håndbold skulle møde Mors-Thy Håndbold i kampen om førstepladsen i slutspillet i HTH Ligaen, men det er altså, hvad der sker i morgen - onsdag - aften, når hele “Bette Balkan“ indtager Sparekassen Danmark arena klokken 18.30 og møder hjemmebane favoritterne fra Aalborg Håndbold.
Mors-Thy vandt overraskende deres første kamp i slutspillet over Bjerringbro Silkeborg med et mål, mens Aalborg Håndbold gjorde det “grimme“ ved Ribe Esbjerg og gennembankede dem med 38-26.
Derfor er der lagt op til et topbrag af en kamp mellem de to nordjyske mandskaber.
Hør, hvad cheftræner Stefan Madsen har at sige om lokalbraget:
For specielt en nordjysk spiller bliver det en særlig kamp. Mads Hoxer trådte nemlig sine første håndboldsko i netop Mors-Thy. Alligevel indrømmer han gerne, at Aalborg er favoritter. Han glæder sig til det, han kalder, "en sjov kamp”.
Samtidig kan cheftræner for Aalborg Håndbold Stefan Madsen glæde sig over, at Aalborg Håndbold lige nu næsten er der, hvor de gerne vil være, lige før de afgørende kampe begynder. Det så man tydeligt i den første kamp mod Ribe Esbjerg, hvor Stefan Madsens tropper til tider udspillede sin modstander.
Og ligesom Mads Hoxer indrømmer cheftræneren også, de gerne tager favoritrollen på sig inden mødet.
Hør Mads Hoxers tanker omkring topbraget mod barndomsklubben.
Kampen starter klokken 18.30, og TV2 Nord er selvfølgelig med hele vejen og har højdepunkter og interviews efter kampen.