Kaos på Ceres Park før kampstart
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
1500 AaB-tilhængere havde mandag aften taget turen til Ceres Park i Aarhus.
Tusindvis af mennesker gik forgæves i aften. Der var simpelthen ikke plads til alle de tilskuere, der var mødt op for at overvære kampen mellem AaB og AGF.
Der opstod nærmest panikagtige scener, før det store klassiske opgør mellem AGF og AaB kunne fløjtes i gang.
En lokal sponsor havde sørget for, at der var gratis adgang til kampen, men da der maksimalt kan være 20.000 tilskuere, var der mange, der blev afvist ved indgangen.
Alle dem der ikke nåede ind, inden porten blev lukket, blev i stedet dirigeret over i det nærliggende Tivoli Friheden, hvor der var storskærm og gratis fadøl.
En fantastisk kulisse
Selvom der var flest AGF-fans til stede under aftenens kamp, så sætter AaB-truppen alligevel pris på den stemning, der opstår på et fyldt stadion.
Energien fra de mange tilskuere smittede da også af på de 22 spillere, der fra starten gik til stålet og efter 23 minutters spilletid, var der allerede uddelt to advarsler til hvert hold.
Jacob Rinne mener, det var en meget lige kamp, men han har alligevel en anke mod spillerne fra Aarhus.
- Det bliver lidt som en børnehave, når man spiller her i Aarhus, men det bliver man nok bare nødt til at acceptere.
-Jacob Rinne
Scoring til 'de hviie'
Hjemmeholdet som i Aarhus-egnen populært kaldes 'de hviie' havde bolden mest i først halvleg, og det var ganske fortjent, da Frederik Brandtoft bragte dem foran 1-0.
I starten af anden halvleg blev Louka Prib og Anders Hagelskjær sendt på banen i stedet for en skadet Jacob Ahlmann og Mathias Ross. Og 10 minutter inde i anden halvleg måtte endnu en AaB-spiller udgå med en skade.
Det var angriberen, Milan Makaric, som bortset fra sit stolpeskud i starten af kampen ikke gjorde meget væsen af sig. Han blev erstattet af Tim Prica, som kort efter indskiftningen var tæt på at udligne med en flot afslutning, der dog endte lige ved siden af AGF-målet.
VAR-skærmen var afgørende
På et tidspunkt troede de 20.000 tilskuere, at AGF havde bragt sig foran 2-0. Det blev endda annonceret af stadion-speakeren, at AGF havde scoret.
Men efter at have studeret målet på VAR-skærmen, blev målet annulleret.
Med 12 minutter tilbage af kampen, blev Kasper Kusk sendt på banen i stedet for Kristoffer Pallesen. Indskiftede Kasper Kusk lagde pres på spillet, og var tæt på at score i overtiden, men det blev 'de hviie' fra Aarhus, der tog sejren i aften 1-0.
Det var skuffede spillere og fans, der måtte vende snuden nordpå mod Aalborg.