Kaptajn Bøhmand: Sejlede på grund i brandert
Det sejlede for kaptajnen.
Det var hverken dårlig sigtbarhed eller høj sø, der var skyld i en grundstødning i Limfjorden i sommeren sidste år. Derimod mener politiet, at det bogstaveligt talt sejlede for skipperen, som efterfølgende fik målt en kæmpe-promille.
Grundstødningen skete 19. juli 2023 ved 22-tiden om aftenen i Louns Bredning.
Bag rattet stod en nu 56-årig mand, da båden gik på grund, og manden efterfølgende måtte reddes i land.
Det sejlede åbenbart så meget for manden efterfølgende, at politiet fandt anledning til at tjekke hans alkoholpromille.
Omkring midnat samme aften blev der taget en blodprøve, som ifølge oplysningerne i sagen viste en promille på hele 2,04.
På det grundlag mener politiet, at manden har været ude af stand til at føre båden på fuldt betryggende måde, som det hedder i loven.
Efter planen skal den 56-årige mand møde i Retten i Aalborg onsdag, og her vil politiets anklager gå efter at få manden idømt en frihedsstraf, ligesom manden risikerer at miste retten til at føre en båd i op til et år.
Promiller til søs
Promillegrænsen er på 0,50, men den gælder kun for fartøjer, der kræver, at fører/styrmand skal have en uddannelse til at føre båden, samt for vandscootere og lignende fartøjer.
For en lang række små- og fritidsbåde er der således ingen decideret promillegrænse. Til gengæld hedder det i reglerne:
'Du må ikke sejle i en tilstand, hvor du er så påvirket af alkohol eller andre rusmidler, at du er ude af stand til på fuldt betryggende måde at udføre dine opgaver af væsentlig betydning for sikkerheden'.
I vurderingen af, om det er tilfældet, indgår promillen med en betydelig vægt.
Kilde: Søfartsstyrelsen