Karnevalsgæster får ny elektronisk musikscene i Kildeparken
Foto: Aalborg Karneval
Fabian Mazur optræder på den nye elektroniske scene til årets karneval i Kildeparken.
Strøm og Riotville Records bliver frontfigrurer på ny elektronisk scene i Kildeparken under årets karneval.
Nordeuropas største karneval får tilført nye musikalske kræfter, når den københavnske elektroniske musikfestival Strøm får sin egen scene i Kildeparken med support fra pladeselskabet Riotville Records artister.
- Vi har i mange år oplevet, at den elektroniske scene får et større og større publikum. Så ikke nok med, at vi får en helt ny scene, så får vi også et helt nyt område, der udvider kapaciteten i Kildeparken med 3.500 besøgende. På sigt kan det nye, elektroniske område rumme 8-10.000 af vores kære karnevalister, forklarer Mette Bugge.
På scenen kan man bl.a. opleve producer og DJ Fabian Mazur, som med sin distinkte hiphopinspirerede elektroniske musik har opmærksomhed fra hele verden. Fabian har de sidste år spillet flere hundrede shows, er nomineret som Upfront DJ of the Year i Danmark fire år i træk, og hans tracks er blevet streamet mere end 15 millioner gange.
Resten af line-up består af den danske sangerinde Mendoza, dubstep-produceren The Frederik, de hollandske trap/future bass-artister ReauBeau og Dread Pitt, produceren Fred The Future og trap-duoen Tumult.
Om Aalborg Karneval
• Aalborg Karneval er blandt de ti største karneval i verden og er Nordeuropas største karneval.
• Aalborg Karneval 2018 er det 36. karneval afholdt i Aalborg.
• Aalborg Karneval er hele Danmarks karneval, og der er hvert år karnevalister fra hele Danmark samt et stigende antal internationale gæster.
• Aalborg Karneval afholdes i byens gader, pladser og afsluttes i Kildeparken.
• Aalborg Karneval hylder kreativitet, selvudfoldelse og selviscenesættelse blandt børn, unge og ældre.
• Aalborg Karneval afvikles altid i den sidste uge af maj måned, og et sted mellem 2-300.000 deltager i eller besøger Aalborg Karnval.